Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, mener, at det overordnet set er væsentlig sjovere at producere en million kg mælk for en afregningspris på 2,70 kroner end at producere 1,1 millioner kg for 2,40 kroner.
- Jeg ved godt, at det her er et emne, som deler vandene - også internt blandt LDM's medlemmer, men hvordan kan det være, at dem, som Kvæg gennem en årrække har kaldt verdens mest effektive producenter, pludselig går konkurs på stribe, og Kvægs eneste løsning er, at vi skal blive endnu mere effektive.
Sådan sagde Kjartan Poulsen i sin beretning på Landsforeningen af Danske Mælkeproducenters generalforsamling onsdag aften i Nørre Nebel.
Dårligt for fællesskabet
Han er klar over, at det for den enkelte producent kan være rigtig fornuftigt at udvide.
- Men for fællesskabet - altså andelsselskabet - er det en beslutning, der får afregningsprisen til at falde for alle. Det er i sig selv et bevis på at mælkeproduktion ikke foregår på et almindeligt marked, mener Kjartan Poulsen.
Han kan ikke få øje på andre erhverv, der skal leve af ét enkelt letfordærveligt produkt, som producenterne i praksis kun kan afsætte til én aftager, som tillige bestemmer prisen.
- Men hvad gør vi, spurgte han og foreslog, at EU påtvinger mejerierne at lave ordninger, som motiverer landmanden til at reducere produktionen, når afregningsprisen kommer under en vis pris eller under et forud fastsat bytteforhold.
- Det kan være A-B-pris, det kan også være kortvarige eller dynamiske kvoter, selv om det ikke er LDM's favoritløsning, og det kan også være et helt andet system. Vi foretrækker et pålæg eller et system fra EU for at alle bliver tvungent til at deltage, og ingen kan køre på frihjul, sagde han.
- EU's landbrugskommissær Phil Hogan vil helst overlade opgaven til mejerierne, men det er LDM ikke vild med. Det er alt for tæt på muligheden for national støtte, tilføjede han.
Halvdelen imod
- Jeg ved godt at halvdelen af jer er imod regulering af enhver art, men vi kan ikke blive ved med at sidde og bare se på, at den ene danske bedrift efter den anden går konkurs, mens udenlandske producenter kommer om ved det.
- Målt på afregningspris minus omkostning til foder ligger økonomien i dansk mælkeproduktion ifølge IFCN (International Farm Comparrisson Network) i liga med Argentina og Belgien med en "meget ringe" økonomi. Vi så, at EU støttede en ophørsordning, og vi så at prisen gik op. Vi har set FrieslandCampina indføre kvoteringer og samtidig tager afregningsprisen afstand fra Arla Foods. Landbrug har faktisk en stjerne i EU, og faktisk har landbrug lov til væsentlig flere interne reguleringer end det øvrige erhvervsliv, vi skal bare bruge mulighederne, sagde Kjartan Poulsen.
Han er klar over, at regulering er upopulær.
- Men lad os debattere emnet senere. Jeg ved, at en stor del af LDM's medlemmer hylder den fri produktionsret, det gør foreningen også, men bestyrelsen vægter rentabilitet højere. Det nytter ikke, at vi producerer os til døde, sagde han.
Svingende priser
Kjartan Poulsen gjorde opmærksom på, at mælkeproducenter skal vænne sig til svingende priser.
- Og vi skal også selv kunne tåle at have penge på kontoen uden straks at investere dem, men der er der vist heller ingen fare for umiddelbart. Vi skal naturligvis selv kunne "æde" udsving på prisen, men i et land som Danmark med politikere, der suger skatter, afgifter og gebyrer, allerede inden der er penge på kontoen, så skal der en ordentlig pris eller væsentlig bedre rammevilkår til. Ellers flytter produktion og arbejdspladser. Husk, hver gang der holder en gennemsnits-mælkeproducent, forsvinder der 10 arbejdspladser, sagde Kjartan Poulsen.
Intervention dur ikke
- Jeg regner derimod med, at vi kan være enige om, at intervention ikke er den rigtige regulering af markedet. Da vi havde kvoterne, fungerede en begrænset intervention som en buffer, men uden kvoter er det blevet til en prispresser af de store, sagde Kjartan Poulsen.
- For tre år siden var LDM desværre ene om at forudse den kritiske situation, vi kom i, selv om det ikke var sjovt at tale imod Seges, lokale landboformænd og ikke mindst lokale rådgiveres jubelbeskrivelser af, hvor godt danske mælkeproducenter var rustet til tiden efter kvoterne. De er blevet tavse nu, hvor deres godtroenhed er vekslet til en virkelighed af underskud og konkurser.
