I et dokument Videncenter for Svineproduktion har sendt rundt til samtlige avls- og opformeringsstationer, som Maskinbladet har fået lov at læse, oplyser Videncenter for Svineproduktion, at DanAvl har opsagt Porc-Ex Breeding som forhandler pr. 1. august.

- For at sikre DanAvls kunder uafbrudte leverancer og din fortsatte afsætning beder vi dig om i din planlægning at tage højde for at du efter 1. august 2016 ikke retmæssigt hverken kan sælge eller levere Renracede DanAvl-avlssvin til Porc-Ex Breeding A/S, står der i dokumentet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Konkurrencestyrelsen har afvist at lave et midlertidigt indgreb og derfor er der ikke andet for os at gøre, end at lukke virksomhedens aktiviteter ned,

Holger Bøgebjerg Sørensen, direktør Porc-Ex Breeding

Porc-Ex Breeding A/S har indbragt den nye konstruktion bag DanAvl for konkurrencestyrelsen, fordi Porc-Ex Breeding med direktør og indehaver Holger Bøgebjerg Sørensen i spidsen mener, at konstruktionen skaber et monopollignende forhold som bedst kan karakteriseres som karteldannelse. I den forbindelse har Porc-Ex Breeding anmodet Konkunkurrencestyrelsen om at lave et midlertidigt indgreb, som gør det muligt at fortsætte virksomhedens forretninger, indtil der foreligger en endelig afgørelse af sagen, som er rejst af både Porc-Ex Breeding og andre interessenter i brancen.

Det har Konkurrencestyrelsen valgt ikke at gøre, idet de henviser til at de ikke er langt nok i sagsbehandlingen af klagesagen mod den nye konstruktion af DanAvl. Og derfor står Holger Bøgebjerg Sørensen og Porc-Ex Breeding i den situation, at virksomhedens eksistensgrundlag er fjernet pr. 1. august.

- Likvideringen af Porc Ex Breeding er gennemført. Konkurrencestyrelsen har afvist at lave et midlertidigt indgreb og derfor er der ikke andet for os at gøre, end at lukke virksomhedens aktiviteter ned. Det er lykkes for Landbrug & Fødevarer at lukke os. Men vi lægger sag an ved Sø- og Handelsretten for tab af fortjeneste, siger direktør for Porc-Ex Breeding, Holger Bøgebjerg Sørensen til Maskinbladet.

Dermed må Holger Bøgebjerg Sørensen sige farvel til en stribe medarbejdere, som ikke har gjort andet end at passe sit arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vemodigt. Mine medarbejdere har været loyale - både over for mig og firmaet - i hele denne sag. Der er ingen af dem, der har søgt væk og alle har håbet på, at Konkurrencestyrelsen ville gribe ind. Men nu er det mig, der bliver tvunget til at sige dem op. Det gør ondt, siger Holger Bøgebjerg Sørensen.

Bliver ikke virkelighed

Direktør Holger Bøgebjerg Sørensen tror ikke på, at DanAvl i den nye konstruktion bliver en realitet.

- Det er simpelthen for ulovligt til at jeg kan forestille mig, at det bliver til noget. Når først Konkurrencestyrelsen får kigget på sagsakterne, så tror jeg ikke, der er mere at komme efter, siger Holger Bøgebjerg Sørensen.

Implementeringen af den nye konstruktion af DanAvl var skemalagt til 1. august, men igangsættelsen er udsat på ubestemt tid.