Landsforeningen af Danske Svineproducenter har hævdet, at diskussionen om, hvem der har ret til stambøger, og hvem, der ikke har ret til stambøger, helt sikkert ikke så sort/hvid, som formanden for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen, har givet udtryk for.

Foreningen søgte derfor aktindsigt i Fødevarestyrelsens afgørelse i sagen og oplyser på den baggrund, at det som forventet fremgår, at fundamentet for at afvise at udlevere stambøger ikke er til stede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foreningen mener, at alle ved selvsyn kan konstatere det i Fødevareministeriets afgørelse, selvom L&F Svineproduktion har indklaget afgørelsen til Miljø- og Fødevareankenævnet, hvor en afgørelse afventer fire ugers høringsfrist.

- Man siger tiden læger alle sår, men i sagen om Danavl virker det bare som om, at det hele desværre er så uigennemtænkt, at problemerne bare vokser sig større med tiden, mener svineproducenterne.

I afgørelsen hedder det blandt andet i sammenfatningen:

"Anerkendelse som stambogs- og registerfører forudsætter overholdelse af en række pligter. Det fremgår af LFS' oplysninger til sagen, at LFS ved udelukkelsen af visse dyr og deres avlere har lagt vægt på forhold, som ikke er i overensstemmelse med bekendtgørelsen og betingelserne for den officielle anerkendelse.

Der er sammenfattende tale om, for så vidt angår racerene avlssvin, at afvisning fra stambogsføring er sket i videre omfang end kravene i bekendtgørelsens bilag 4 kan berettige, ligesom der ikke udstedes stamtavler og afstamningscertifikater til dokumentation for, at dyrene er indført i stambogen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endvidere er der tale om, for så vidt angår hybridavlssvin, at afvisning fra registerføring er sket i videre omfang end kravene i bekendtgørelsens bilag 5 kan berettige, ligesom der ikke udstedes stamtavler og afstamningscertifikater til dokumentation for, at dyrene er indført i registret.

I medfør af § 63 i lov om hold af dyr påbyder Fødevarestyrelsen LFS

- straks at sikre, at alle avlssvin, som lever op til bekendtgørelsens bilag 4 eller 5, på begæring indføres i den relevante stambog eller i registret, jf. bekendtgørelsens §§ 6 og 11.

- straks at sikre, at avlere af stambogs- og registerførte avlssvin på begæring kan få udstedt stamtavler og afstamningscertifikater som dokumentation for, at deres dyr er indført i stambogen eller registret, jf. bekendtgørelsens §§ 7 og 12.

Læs omtale på Danske Svineproducenters hjemmeside, hvor der er link til Fødevarestyrelsens afgørelse.