Den opblomstring, som det europæiske marked for fersk svinekød oplevede i sensommeren, ser nu ud til at få noget modvind. Der kæmpes med en efterspørgsel, som ikke kan følge med det store udbud af kød, der er i markedet lige nu.

- Der er fyldt godt op på lagrene rundt om i Europa efter sommerferien, og samtidig ser vi, at der kommer store mængder af svin til slagtning på de europæiske slagterier. Det giver en situation, hvor udbuddet og efterspørgslen ikke hænger sammen, siger Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det store udbud lægger en dæmper på priserne. De fleste delstykker bliver solgt til priser, der er under pres eller i bedste fald stabile.

- Vi oplever et pres på priserne ved forender, bove og skinker, mens kamme og bryst sælges mere stabilt. Nakkerne er gået ud af sæson, og det er med til at øge presset på forenderne, siger Søren Tinggaard.

Det britiske baconmarked er stabilt, og salget til landene udenfor Europa er uforandret og ligeledes stabilt.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin er hermed 9,40 kroner pr. kg og 5,70 kroner pr. kg for søer.