Abonnementsartikel

Bedrifter med randzoner kan stadig nå at søge tilskud til græsningsprojekter. Der kan søges frem til den 16. juni.

NaturErhvervsstyrelsen beretter, at de endnu kun har modtaget får ansøgninger til tilskud til græsningsprojekter på bedrifter med randzoner. De minder derfor om, at der kan søges om tilskud frem til den 16. juni 2015. Der gives tilskud til græsningsprojekter i hele landet.

Hvad kan der søges til?

Når der søges om tilskud til græsningsprojekter, kan der søges om tilskud til udgifter i forbindelse med etablering af hegn, drikkevandsforsyning, fangfold og elforsyning. Et projekt skal minimum omfatte hegn eller drikkevandsforsyning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvem kan søge?

Alle, som rettidigt i 2015 har indberettet randzoner i Fællesskemaet, kan søge om tilskud til græsningsprojekter. Man skal som minimum have indberettet 0,01 ha randzoner i Fællesskemaet 2015.

Tilskud skal søges via Fødevareministeriets Tast selv-service.

Hvor stor er puljen?

Der er i 2015 afsat 15 millioner kr. til græsningsprojekter på bedrifter med randzoner. Tilskudssatsen er 100 procent af de tilskudsberettigede udgifter.

Hvis de 15 millioner. kr. ikke er tilstrækkelige til at imødekomme alle tilskudsberettigede ansøgninger, prioriterer NaturErhvervstyrelsen de ansøgte projektområder efter HNV-værdi (High Nature Value), hvor et areal med en højere HNV-værdi går forud for et areal med en lavere HNV-værdi.