Abonnementsartikel

Tør jord og varme maskiner er en farlig kombination, som det handler om at tage hånd om.

Høst under varme og tørre forhold er som altid forbundet med brandrisiko, men der er flere forholdsregler, som landmænd kan tage.

Ifølge rådgivningsvirksomheden Byggeri & Teknik I/S er der to hovedkilder, som oftest er årsag til brande i mejetærskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For det første opstår der under høst i tørre og varme forhold en masse støv, som sammen med avner og emter er lette at antænde.

Derfor er det vigtigt regelmæssigt at rengøre motorrum og kølesystem.

Den bedste måde at sænke brandrisikoen på er at rengøre motorrummet en gang dagligt med trykluft f.eks. som afslutning på dagens høstarbejde. En daglig klargøring kan også reducere problemet med et leje eller en kilerem, som danner varme, så halm, avner og emter antændes.

En anden typisk årsag til brand sker når ved passage af skærebordet, hvor dets slæbesko i nogle situationer kører relativt hårdt mod jordoverfladen, hvorved der opstår friktion imellem sten i overfladen og stålet i slæbeskoene. Det kan frembringe gnister og antænde halm.

Brandslukning

Hvis uheldet er ude er det vigtigt at have udstyret i orden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle mejetærskere skal være udstyret med en mindre pulverslukker, som skal være placeret i nærheden af førerkabinen, men en sådan 2 eller 6 kilos pulverslukker batter ikke meget ved en mejetærskerbrand, lyder det fra Byggeri & Teknik I/S.

- Chancerne for at slukke en mejetærskerbrand øges betydeligt, hvis mejetærskeren er udstyret med mindst én stor brandslukker med vand samt en stor pulverslukker. Vand er i modsætning til pulver ikke aggressiv ved el- og elektronikdele. Det slukningsudstyr, som har størst værdi i praksis, er det, som er placeret i nærheden af adgangen til motorrummet, sådan at man hurtig kan få det i aktion, hvis der opstår brand, siger Gunnar Schmidt, energi- og teknikrådgiver Byggeri & Teknik I/S.

Brandsprøjte

Selv om man er forsikret mod brand og i reglen får det økonomiske tab dækket, er der altid et merarbejde forbundet med en brand. Jo hurtigere en brand slukkes, jo mindre bliver skaden.

Et godt råd fra Gunnar Schmidt i de varme måneder er derfor at have brandslukningsudstyr med ud i marken.

- Det kan være en udtjent marksprøjte, som bliver udstyret med 1-2 brandslanger og som monteres på en disponibel traktor, eller en palletank, som monteres med motorpumpe og 1-2 brandslanger. Disponerer gården over en pickup arbejdsbil, vil denne ofte være glimrende at bruge til transport af brandslukningsudstyret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggeri & Teknik I/S er ejet af de fem landboforeninger Landboforeningerne MidtVest, Familielandbruget VestJylland, Samsø Landboforening, Djursland Landboforening og LRØ i Horsens.