Kvinder, som er gift med en landmand, og hvor bedriften fylder meget af familiens liv, kan have glæde af et mødes med kvinder i samme livssituation. Sådan fortæller socialkonsulent Solvejg Høj fra LMO, som har stor erfaring med at oprette og gennemføre erfagrupper.

- Det kan godt være vanskeligt at være tilskuer til landbruget, hvor manden måske styrer bedriften 100 procent, og hvor kvinden bakker op, men også har andre interesser. I vores erfagrupper møder kvinderne andre ligestillede og kan snakke om de udfordringer, som de møder i dagligdagen. Det kan give stor værdi og øget livskvalitet, siger socialkonsulent Solvejg Høj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter nogle år med faldende interesse for erfagrupper for kvinder på landet, er interessen pludselig stigende. Solvejg Høj er tovholder for én igangværende gruppe og vil her i foråret, sammen med socialkonsulent Inger Kristensen fra LMO, stifte nye grupper med udgangspunkt fra LMO-husene i Søften, Viborg og Horsens.

- Emnerne kan være vidt forskellige. Det kan være om relationer i familien, parforholdet, familiejura, mindfulness, regnskabsforståelse og mange andre ting. Det vigtigste er at give kvinderne et godt fundament for at være en del af et landbrug, men hvor de også samtidig måske har et job og interesser ved siden af, fortæller socialkonsulent Inger Kristensen.

Interesserede kvinder kan kontakte LMO på telefon 7015 4000 senest den 17. februar. Herefter arranger socialkonsulenterne en gratis informationsaften, hvorefter der dannes grupper efter interesser og bopæl.