Knapt var blækket tørt på Natur- og landbrugskommissionens længe ventede rapport, før kommentarerne væltede frem fra politikere og interesseorganisationer i alle afskygninger.
Der var ris og ros og begejstring og skuffelse. Hele paletten af meninger kom i spil, og det er i grunden ikke så sært, for det er for alvor nu, det gælder om at erobre den politiske dagsorden for det videre forløb.
Man skal nemlig huske, at Natur- og Landbrugskommissionens rapport kun er et arbejdsredskab for politikerne. Der er netop kun tale om forslag, og nogle af forslagene kan gå en krank skæbne i møde i det videre forløb, inden rapportens anbefalinger udmøntes i lovforslag, der i sidste ende kan samle et politisk flertal.
Anbefalingerne bliver sandsynligvis ikke gennemført som helhed, for det er politisk usandsynligt. Det er dog heller ikke sandsynligt, at anbefalingerne lider samme skæbne, som vi tidligere har set med andre kommissioners anbefalinger, hvor stort set intet bliver gennemført.
Men hvilke anbefalinger, der kan vinde politisk flertal, og hvilke, der lægges i graven, når den politiske proces er ført til ende, kan vi endnu kun gisne om.
Men netop derfor er det vigtigt, at alle, der vil varetage landbrugets interesser, ikke blot læner sig tilbage i magelig tilfredshed med rapportens anbefalinger. For der er som nævnt ingen garanti for, at det politiske resultat i sidste ende kommer til at rumme alle elementerne i rapporten.
Der er trods alt både blomster og tidsler i buketten fra Natur- og Landbrugskommissionen, så der er meget at kæmpe for - og imod.
Og der er en fare for, at vigtige emner kan blive overset, fordi hele debatten i de første dage efter offentliggørelsen mest handlede om miljøregulering og de vækstmuligheder, en ændret miljøregulering vil få for landbruget som et samlet erhverv.
Der ligger også vigtige elementer i forslagene, der peger i retning af en mere almindelig erhvervsmæssig regulering af landbruget frem for at sovse erhvervet ind i alle mulige særregler. Det har blandt andet betydning for finansieringsmuligheder og de fremtidige muligheder for generationsskifte.
Men der er også et afgørende problem i den kritik, som er rejst af Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning, FRDK, som anker over den ensidige skelnen mellem økologisk og konventionelt landbrug.
Så frem med kampgejsten og påvirk den politiske dagsorden. Det er nu, slaget skal slås. Når først de politiske kompromiser bliver strikket sammen, bliver det håbløst at få indflydelse.
