En nyhed om, at Same Deutz Fahr skal samles i Rusland, som Maskinbladet.dk bragte for få dage siden, kan give indtryk af, at alle Same Deutz-Fahrs traktorer og mejetærskere fremover skal samles i Rusland.

Det er ikke tilfældet, for samarbejdet vedrører kun det russiske marked.

Samarbejdet med russiske Kirovets foregår i et nydannet, fælles selskab, hvor Same Deutz-Fahr bidrager med komponenter og know-how til det fælles selskab, som får navnet Same Deutz-Fahr Kirovets Limited.

Begge parter ejer 50 procent af selskabet.

Det nye selskab skal producere traktorer og mejetærskere på en fabrik i Skt. Petersborg til Kirovets marked, som primært er Rusland.

Desuden indebærer samarbejdet mellem de to selskaber, at der er aftalt nøje rammer for deres respektive aktiviteter i Rusland.