Biprodukter fra produktion af bioethanol skal i fremtiden udgøre en større del af køers foder. Ved at bruge resterne bliver foderet nemlig billigt nok til, at køerne kan få mere foder og producere mere mælk. Det skriver ing.dk.

Det er forhåbningen, som lektor Jakob Sehested, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet har til det projektet, han arbejder med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktionen af biobrændsel giver en del restprodukter - for eksempel mask, som typisk er fiber- og proteinholdigt og derfor egner det sig storartet til foder til køer.

Lav pris i forhold til korn

Vommen er nemlig en naturlig forgæringstank, som sætter koen i stand til at kunne udnytte den meget fiberholdige kost og omdanne den til mælk. 

- Da produktionen af bioethanol ser ud til at tiltage, går vi ud fra, at prisen på biprodukterne, som allerede er lav, vil forblive lav eller falde i forhold til korn, siger Jakob Sehested til Ingeniøren.

Biprodukterne fra bioethanolproduktion er dog ikke ensartede nok, som de er i dag, så første fase af projektet går ud på at danne overblik over, hvilke nogle biprodukter der indeholder den rigtige næring for koen og derefter afprøve foderet til køerne.