Som landmand og forhenværende fødevareminister har Henrik Høegh måttet lægge øre til en del kritik fra sit eget bagland i forbindelse med loven om randzoner, som han som ansvarlig minister underskrev den 14. juni 2011.

I et interview med Bæredygtigt Landbrug kalder Henrik Høegh randzoneloven for et valg mellem pest og kolera:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der var et krav fra EU om, at vi skulle reducere udvaskningen af kvælstof med yderligere 9.000 tons, og da randzoner angiveligt skulle reducere udvaskningen med en fjerdedel, var zonerne en måde at undgå yderliggere stramninger i landbruget. Jeg var nødt til at acceptere randzoner for at forhindre tre stramninger, som ellers ville have betydet en yderligere reduktion af kvælstof på fem til seks procent, afgiftsstigning på kvælstof samt indførelse af en kvælstofkvotebørs for de enkelte vandområder, der alene skulle fjerne 30 procent kvælstof fra vandmiljøet, lyder forklaringen fra eksministeren.

- Med randzoneloven var det vigtigt for mig, at loven blev til med forbehold. Jeg vidste jo, der var nye, mere intelligente og samfundsøkonomiske billigere metoder på vej, de havde bare ikke fået en faglig blåstempling. Det har de fået nu. Derfor forstår jeg ikke, at fødevareministeren (Mette Gjerskov, red.) er så stædig i sin fastholdelse af randzonerne, fortsætter Henrik Høegh.

Han mener nu, at man i stedet sætte sin lid til de nye løsninger for vandmiljøet, som Níras og Natur- og Landbrugskommissionen anbefaler.

Indkaldt til samråd

I dag er fødevareminister Mette Gjerskov (S) og miljøminister Ida Auken (SF) på opfordring af folketingsmedlemmerne Lene Espersen (K) og Erling Bonnesen (V) indkaldt til samråd i Folketingets Fødevareudvalg, hvor ministrene skal redegøre for reglerne om offentlig adgang til bræmmerne.

Under samrådet vil den tidligere fødevareminister Henrik Høegh spørge fødevareministeren om hendes beslutning om at gøre randzoner til områder med offentlig adgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Traktordemonstration i dag

Som et sidste forsøg for at få fødevareministeren til at stille randzoneloven i bero arrangerer Bæredygtigt Landbrug i dag en traktor-demonstration på Slotspladsen foran Christiansborg. Det sker fra klokken 09.00 - 14.00.

Læs mere på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.