Traditionelt er stik til Isobus forbindelser fremstillet i trykstøbt aluminium eller zink. Disse materialer er ikke særlige resistente over for fugt, syre og salte. I landbruget findes disse stoffer i både gødning og sprøjtemidler.

De seneste år er mange traktorer begyndt at anvende AdBlue, der også er en ureaopløsning. Hos tyske Fliegl fandt man derfor de nuværende løsninger utidssvarende, og da de sædvanlige producenter ikke to initiativ til fornyelse, tog den tyske koncern selv opgaven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Støbt ind i plast

Udviklingen har resulteret i en ny serie af stik, som Fliegl kalder ConBlue. Serien omfatter præfabrikerede kabler med stik og kabler med sokler samt forlængerledninger.

For at gøre stik og sokler 100 procent vandtætte anvender Fliegl en speciel injektionsteknik, hvor ledningerne, der er monteret i et stik eller sokler, støbes ind i plast. Det minimerer risikoen for indtrængning af fugt og eliminerer risikoen for, at der dannes kondens i stikket.

Den massive plastkonstruktion giver stikkene stor brudstyrke, og risikoen for, at ledningerne trækkes ud af stikkene, er ligeledes minimeret.

Lettere at afmontere

For at gøre det let at montere og afmontere ConBlue er stikket støbt med et håndtag, som orienterer brugeren om, hvordan stikket skal placeres i soklen. Håndtaget giver også et godt greb om stikket, når det skal fjernes fra soklen.

Soklen på Isobus-stik er monteret med en fjedrepåvirket låg, som beskytter soklen mod forurening, når der ikke er monteret et stik i soklen. Traditionelt ligger låget blot oven på det stik, der er monteret i soklen. Derved er der risiko for, at den indvendige side af låget bliver forurenet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den nye ConBlue serie har Fliegl løst problemet ved at støbe en lille plastskål på stikket. Når stikket monteres i soklen, hviler soklens beskyttelseslåg på plastskålen og er derved beskyttet mod forurening.