Minkavler med millionomsætning og solid egenkapital kan af princip ikke låne penge af Nykredit

 

- Det er helt urimeligt, at der skal være forskel på de forskellige avlsgrene, siger Mads Østergaard, søn og arvtager til minkdynastiet på Hedegaard ved Ølstrup i Vestjylland, til Vestjysk Landboforening.

Sammen med sin far, landmand og minkavler Bent Østergaard, er han målløs over, at finanskoncernen Nykredit af princip siger nej til at give familien et alternativt lånetilbud på 12 millioner kroner.

Det sker til trods for, at bedriften allerede er i fuld gang med at bygge nye moderne stålhaller med en anden finansiering i ryggen. Og selvom minkavleren kan fremvise en omsætning på et tocifret millionbeløb og en solid egenkapital.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Et princip

- Vi ville blot gerne have haft et alternativt lånetibud for at sikre os, at vi har fået det rette lån og den rigtige rente, pointerer Bent Østergaard, der i 1978 startede med fire haller og 130 moderdyr.

I dag har han 7000 moderdyr, en årlig produktion af 42.000 skind og beskæftiger seks fuldtidsansatte. Alene det seneste år har virksomheden omsat for 11 millioner kroner. Imidlertid låner Nykredit af princip ikke penge ud til minkfolk.

- Tilbagemeldingen fra Nykredit lyder, at de ikke er interesserede, og at de af princip ikke låner penge ud til minkbranchen, siger Bent Østergaard.

Uforståeligt

I Vestjysk Landboforening er bestyrelsesmedlem og minkavler Niels Christian Poulsen dybt fortørnet over meldingen fra Nykredit.

- Mink er den mest økonomisk indbringende niche i landbruget i øjeblikket. Derfor er det ekstra uforståeligt, at Nykredit ikke vil låne penge ud til minkavlerne, siger Niels Christian Poulsen.

Han forudser maksimalt politisk pres på Nykredit, eftersom Danmark er verdens største pelsproducent og alene for det første halve år i 2011 har eksporteret pels for 4,8 milliarder kroner.

- Hvordan kan en realkredit overhovedet forsvare at standse væksten for en branche netop nu? - spørger Niels Christian Poulsen, der har indbragt sagen for Landbrug og Fødevarer.