Der er pres på verdens fosforreserver: Udvindingen af råfosfat topper måske allerede om 30-40 år, og samtidig er der brug for flere fødevarer. Det er derfor nødvendigt at udvikle en mere fosfor-effektiv planteavl.

Et af midlerne er at tilbageføre mere af det fosfor, der eksporteres med afgrøderne, et andet er at øge planternes evne til at få fat på fosfor i jord og gødning. Her er et fint forgrenet rodnet med mange rodhår vigtigt, men det er ikke nok.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er også brug for mykorrhiza-svampe, som udvikler et netværk af svampetråde i rødder og jord, og som spiller en afgørende rolle for fosforoptagelsen i mange afgrøder. Det skriver Iver Jakobsen og Mette Grønlund, afdeling for Biosystemer, Risø DTU i juni-udgaven af Agrologisk.

Mykorrhiza-svampe og fosfor

Svampe har brug for kulstof, som de henter fra døde plantedele eller levende planter. Nogle svampe er skadelige, og afgrøderne forsvarer sig mere eller mindre effektivt mod angreb fra disse. Situationen er anderledes, når det gælder mykorrhiza, hvor planten inviterer svampen indenfor i rodcellerne. Planten får glæde af, at mykorrhiza-svampe er bedre til at få fat på jordens fosfor end rødderne selv.

Fosforet er bundet hårdt i jorden, og røddernes direkte optagelse sker fra et tyndt jordlag omkring den enkelte rod. Jordlagets tykkelse svarer til længden af rodhårene, som kun er en til to millimeter lange. Svampe-netværket gennemvæver jorden uden for det tynde jordlag og kommer så at sige til at virke som rodforlænger. Det giver adgang til meget mere fosfor, som bliver optaget af svampe-netværket og transporteret hen til roden over afstande på helt op til 10 - 20 centimeter.

En veludviklet mykorrhiza kan dermed erstatte en del af fosforgødningen, hvor tilførsel kan balanceres, så størst mulig nyttevirkning af symbiosen opnås, uden at det får negative konsekvenser for udbyttet. Mykorrhiza har også gavn af en skånsom jordbearbejdning og direkte såning, fordi svampenetværket i jorden forbliver intakt og koloniserer rødderne hurtigt efter fremspiring.

Læs mere om afgrødernes forsyning med fosfor i det nyeste nummer af Agrologisk, som udkommer fredag den 10. juni. Der kan bestilles abonnement på www.agrologisk.dk eller 7620 7920.