Firmaet Agrima ved Rødding mener at have fundet en metode til at sænke kimtallet i robotmælk.

Mælkens kvalitet forringes ifølge firmaet, fordi den ofte transporteres over lange afstande uden afkøling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En af teorierne er, at mælken bliver dårlig, fordi den i visse tilfælde henstår ukølet i op til en time, inden den køles. Endelig sker der ved pumpning af varm mælk en beskadigelse af mælkens fedtmolekyler, så mælken kan blive harsk, siger Johannes Jensen, indehaver af Agrima.

- Denne kvalitetsforringelse af mælken får større og større betydning for mejerierne, idet den hidtil anvendte løsningsmodel, som er opblanding med anden mælk, ikke kan anvendes, fordi der kommer mere og mere mælk fra malkerobotter, siger han.

- Da vi i forvejen er leverandør til mange mælkeproducenter, blev vi stillet over for denne problemstilling. Det er nu lykkedes, at få udviklet et køleanlæg, som nedkøler mælken helt ude ved malkekorobotten og derved højner mælkekvaliteten, fortæller Johannes Jensen.

Han tilføjer, at varmen fra mælken ydermere kan udnyttes til at opvarme det vand, der anvendes under malkningen til rengøring af køernes yver og patter samt til rengøring af malkerobottens mælkeførende dele.

- Den overskydende varme bortskaffes gennem dyrenes drikkevand og kan i en vinter, som vi netop oplever, være med til, at holde vandet frostfrit, siger Johannes Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forklarer, at cirka 35 procent af kølingen sker som frikøling. Det vil sige uden energiforbrug, idet drikkevandets temperatur på 8-12 grader udnyttes.

Johannes Jensen peger på, at anlægget således både kan sikre en kvalitetsforbedring af mælken og et lavere energiforbrug.

Agrima oplyser, at anlægget er blevet afprøvet gennem cirka fire måneder hos Henning Nielsen i Føvling, som har ca. 140 SDM malkekøer og to malkerobotter.

- Resultaterne har været virkelig gode. Køleaggregatet virker efter hensigten og køler mælken ned til cirka 10 grader, fortæller Johannes Jensen.