Torben Gregersen, lektor ved Ingeniørhøjskolen i Århus, beskriver i den kommende udgave af Hyologisk, der udkommer på fredag, hvordan han under IIOSS-projektet har været med til at udvikle prototyper til produkter, der anvender passiv RFID (Radio Frequency Identification uden anvendelse af batterier) til identifikation af svin.

IIOSS er en forkortelse for Intelligent Identifikation og Observation af Slagtesvin og Søer. Projektet er gennemført som et samarbejde mellem Ingeniørhøjskolen i Århus, AgroTech A/S og Skov A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er også udviklet andre prototyper, som giver landmanden mulighed for hurtigt at udpege en bestemt so i en løsdriftsstald med en lysstråle ved at indtale nummeret på soen på sin mobiltelefon.

Endelig er der udviklet et prototype-sensornetværk, som består af aktive RFID-enheder (Radio Frequency Identification med anvendelse af batterier) og en dataopsamlingsenhed. Ved hjælp af sensornetværket kan søernes bevægelsesmønstre og kropstemperaturer registreres. Systemet kan anvendes i forbindelse med overvågning og observation af adfærd, hvor denne adfærd kan være den daglige færden, brunst-adfærd, farings-adfærd og afvigende adfærd i form af sygdom og aggressivitet.

Læs mere i december-udgaven af Hyologisk, der udkommer på fredag den 3. december 2010. Bestil abonnement på 76207970 eller www.agrar.dk.