Gødskningslov og udkast til vandplaner fik et klart budskab med på vejen fra formand Torben Hansen, Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion, på Landsplanteavlsmødet i Herning:

- Vi skal have produktionsøkonomien bragt i orden, før vi kan klare nye byrder. Miljømålsætningerne skal revurderes, og der skal være fuld klarhed over, hvor langt vi egentlig er nået med de tidligere vandmiljøplaner. Derfor skal iværksættelsen udskydes til begyndelsen af anden planperiode i 2021. Herefter skal vandplanerne tilpasses, og der skal tages fat i de rette, fleksible, målrettede og omkostningseffektive løsninger, sagde han i sin beretning på mødet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Målrettede tiltag

Det betyder ifølge Torben Hansen, at kravene om yderligere efterafgrøder, overvejelser om omsættelige kvoter og anden generel regulering skal erstattes af målrettede tiltag, der hvor der måtte være behov for det.

- Og ved samme lejlighed vil det være på sin plads at få rullet en stor del af den eksisterende detailregulering tilbage. Denne detailregulering tager fokus fra den gode driftsledelse og mindsker vores mulighed for at udnytte ændringer i markedet og nye muligheder for produktion og afsætning, tilføjede han.

Landbrug skal tage ansvar

Meningen er ifølge Torben Hansen ikke, at landbruget skal køre friløb på miljøområdet.

- I det omfang, vi bidrager til uacceptabel forringelse af miljøtilstanden, skal vi uden diskussion byde ind med løsninger. Vores forslag om at gøre det på en ny måde skal sikre, at vi på en gang leverer på miljøområdet og får mulighed for at kunne dyrke vores arealer på konkurrencemæssige vilkår.

- Vi skal være offensive og have gang i produktion af energiafgrøder og biobrændsler, så vi på én gang kan bidrage til at løse klimaudfordringen og sikre den ønskede miljøtilstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Torben Hansen mener, at det er forkert, hvis man ser det i den store sammenhæng, at flytte landbrugsproduktion ud af Danmark.

- Det danske landskab er kulturlandskab, og vi har en rigtig gode forudsætninger for landbrug. Vi har gennemgående god jord, og vi har et godt klima. Samtidig er dansk landbrug blandt de mest ressourcevenlige i verden. Lad os som nation udnytte det ved at få gang i den vækst, som alle ønsker, siger han.

I skal give høringssvar

- Til jer landmænd og jeres konsulenter vil jeg føje en vigtig bemærkning:

- Selv om jeg tror på, at vore gode argumenter bliver hørt af politikerne, må I ikke forlade jer på, at alle problemer er løst. Det er meget nødvendigt, at I forholder jer til de vandplaner, der nu er i høring, og at I giver høringssvar også på det lokale plan og på ejendomsniveau, lød hans opfordring til de cirka 2.000 deltagere på Landsplanteavlsmødet og Plantekongres 2011.