Navnet Isobus bliver ofte brugt flittigt i blandt maskiner i landbruget. Men hvad er det egentlig, og hvad betyder det for de landmænd, der har det?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordet Iso er en forkortelse for International Organization Standardization - altså et udtryk for en international standard. Ordet bus er udtrykket for at flytte data fra ét sted til et andet.

Og så nærmer vi os det, som Isobus faktisk er. Isobus er nemlig en fælles standard for, hvordan data bliver flyttet fra ét sted til et andet, og Isobus 11783 er navnet på lige præcis den standard, der er vedtaget for, hvordan kommunikationen foregår mellem redskaber og maskinerne i landbruget - den som i daglig tale i landbruget bare kaldes Isobus.

Når en traktors computer og et redskab begge er Isobus-kompatible betyder det, at de kan snakke sammen, og så har man muligheden for at få alle redskabets funktioner kaldt frem i traktorens terminal i stedet for at have en særskilt computer til sprøjten, såmaskinen, ploven eller hvad man nu har efter traktoren.

Via ét stik mellem traktor og maskine kan alle data overføres.

Iso 11783-standarden blev første gang præsenteret på Agritechnica i 2001, og siden har mange store virksomheder arbejdet på at blive kompatible med standarden ved at udvikle software på redskaberne, så de stemmer overens med de regler, Iso 11783 foreskriver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Systemet blev udviklet for at minimere antallet af computere i traktoren, så brugeren kunne nøjes med at have én computer til at styre alle redskaber med. I princippet ligger alle programmer til at styre redskaberne med på en computer på hvert enkelt redskab. Terminalen i traktoren bruges bare til at sende et signal ud til redskabets eller maskinens computer om, hvilken funktioner, den skal udføre.

Traktorens Canbus-system kan ligeledes snakke sammen med Isobus-systemet. Et Canbus-system er udtrykket for et system, hvor mindre controllere/computere kan kommunikere med hinanden uden en central styrecomputer.