Danske Bredal skruer op for volumen. Virksomheden introducerer i foråret to nye bugserede spredere til handelsgødning og kalk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er spredere i den store ende af skalaen. Model K115 har en beholder på 13,5 kubikmeter og lægger sig i størrelse mellem den lidt mindre K105, der rummer 11,5 kubikmeter, og storebror K135 med et tankindhold på 17 kubikmeter.

K165 er også ny. Den rummer hele 20 kubikmeter i tanken og er dermed den største spreder til kalk og gødning, som Bredal producerer.

Den er lige som K135 udstyret med bogieaksel.

- Vi ser helt klart en efterspørgsel på større modeller - både til gødning og kalk. Herhjemme er det først og fremmest til kalk, men i udlandet er der også efterspørgsel efter større spredere til gødning, siger Jacob Bangsgaard fra Bredal.

De nye modeller rummer den kendte teknik fra de eksisterende spredere i programmet fra Bredal. Også i størrelse og facon ligner de deres søstermodeller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- K115 ligner den mindre K105. Men den er gjort lidt bredere, højere og længere for at kunne rumme de to kubikmeter ekstra i tanken. Ligeledes er K165 gjort længere og bredere i forhold til K135, forklarer Jacob Bangsgaard.

De to spredere får ligesom de andre modeller fra Bredal mulighed for Isobus-styring - det viste Bredal frem under Agritechnica i november.