Ofte glemmer man soens betydning for sunde smågrise. Men forskning viser, at soen leverer mindst 40 procent af sygdomsgenerne hos nyfødte.

På European Proteins seminar om mavesundhed fik 75 deltagere syn sagen, når det gælder soens betydning for grisenes vækst og sundhed.

- Allerede når grisen fødes, er 40 procent af sygdomsgenomet lagt fast. Når grisen fravænnes, er 70 procent af sygdomsgenerne allerede etableret i grisen. Vi kan derfor ikke nøjes med at starte ved fravænning, hvis vi vil have succes med fravænning, vi skal starte med soen, slog Jens Legath, CEO hos European Protein, fast på deres seminar om mavesundhed i Brædstrup.

Mere mælk med fermenterede fibre

European Protein har taget prøver af søernes mælk. De viser, at det er bakterierne i tarmen som bestemmer, hvor meget mælk søerne producerer.

- Vi ved, at fibre giver mere mælk, men vores undersøgelser viser, at mikrobiomet i tarmen bestemmer hvordan fibrene fordøjes, og hvor meget mælk dyrene kan producere til deres pattegrise, sagde Jens Legarth. Firmaet lancerer nu deres foderkoncept: De første 175 dage. Her skal Europeans Proteins suppleringsfoder bruges fra soens inseminering til smågrisene når 30 kg. Kampagnen er inspireret af fødevaregiganten Nestlé, der har kigget på mødre og børn de første 1000 dage efter fødsel.

- De bakterier vi skal have i stalden, er de gode bakterier, og når man fodrer på den rigtige måde, så kommer disse bakterier af sig selv. Vi skal have stoppet soen som rugemaskine for patogene bakterier, sagde direktøren, der startede som vådfoderkonsulent i svinebranchen for mange år siden.

Flere bakterier i tarmen end celler i hele kroppen

Dennis Sandris Nielsen er professor ved Københavns Universitet, og var inviteret til seminaret for at give et indlæg om mavesundhed og sygdomsbekæmpelse. Han arbejder med sammenhængen mellem det vi spiser og tarmsundhed.

- Vi har flere bakterieceller i tarmen end menneskeceller i vores krop, derfor har det stor betydning for vores velvære. Vi interesserer os for grisene, fordi de gode modeller for mennesker og fordi vi kan slå dem ned for at se, hvad der foregår i tarmen, sagde Dennis Sandris Nielsen. Han forklarede at mikrobiomet i tarmen piller en essentiel rolle for modning af immunsystemet tidligt i livet.

- Forsøg med fermenteret raps viser, at det giver flere immunceller og sundere tarmceller. Fermenteret raps og tang kan skubbe mikrobiomet over til at ligne det hos grise som får medicinsk zink, og det er godt, sagde han på seminaret.

Sundere at vokse op på landbrug

Tarmen har enorm betydning for vores sundhed. Human forskning viser at tarmbakterier kan gøre depressive mus glade og fede mennesker slanke. Det samme gælder for grise.

- Den største kostomlægning der sker i livet, er når mælken bliver taget fra én. Derfor er balancen i tarmen noget af det vigtigste, sagde Dennis Sandris Nielsen. Han henviste til humane undersøgelser, der viser at man kan leve for sterilt og gav et eksempel.

- Det er godt at vokse op på en gård, hvis man vil undgå autoimmune sygdomme som for eksempel allergi. Her møder man en masse forskellige bakterier, og det er med til at modne immunforsvaret. Det handler om at have mange forskellige bakterierne i tarmen, og de skal have et sundt samarbejde.

Jens Legarth tilføjede, at netop på grund af den delikate balance i tarmen, er det ikke er optimalt at behandle dyrene med antibiotika. Det ødelægger grisens naturlige forsvar mod patogene bakterier.

Pattegrisenes hæmoglobinniveau var højere

European Protein har gennem flere år taget blodprøver og DNA-analyser af tarmindhold hos både søer og smågrise. Undersøgelserne viser, at det foder soen spiser igennem drægtighed og diegivning har meget stor indvirkning på smågrisenes sundhed, også uden at smågrisene selv har adgang til foderet. Blandt andet viser forskningen, at både so og smågrise har markant højere hæmoglobin-niveau, når søerne fodres med fermenteret raps og tang, se figur 1. Fermenterings-metabolitterne skubber til sammensætningen af mikroorganismer i tarmen, og på den måde bliver fordøjelsen af næringsstofferne og mineraler optimeret. Undersøgelserne viser, at det ikke kun er jern, der optages bedre, det er optagelsen af alle mineraler der påvirkes positivt. Det betyder noget for både vækst, sundhed og holdbare søer.

Mere ens grise og flere friske søer

Allan Gade Nielsen er DanBred-avler og har Molsgaard Svineavl med 1.100 af landrace og duroc. Han har brugt fermenteret raps og soja i otte måneder og lært meget om produkterne. Han ser ikke foderet som et mirakelmiddel, men er meget positiv over de fermenterede råvarer.

- Vores søer malker meget bedre nu. Vi har ikke så mange små pattegrise og grisene er mere ens i kuldet. Søerne virker mere friske og malker bedre efter faring. Når vi kommer ind og fodrer i farestalden, så rejser samtlige søer sig op, de er mere friske og aktive, det har vi ikke set før, sagde Allan Gade Nielsen på mødet i Brædstrup. På Molsgaard bliver der lagt 13-14 pattegrise til soen, hvilket er ganske godt, når der er tale om renracede dyr.

På grund af sanering har han ingen effektivitetstal til at sammenligne før og efter, men han kan se at det begynder at gå godt. Smågrisene er mere ens og de går ikke i stå på samme måde efter fravænning.

Ingen benproblemer

- Huldet på søerne er bedre og de har en voldsom appetit, nu er det os der holder igen med foderet i farestalden. Nu er ingen søer vi skal reparere huld på i drægtighedsstalden, derfor sparer vi noget foder. Vi bruger 10 til 15 procent mindre foder i drægtighedsstalden, fortæller svineproducenten fra Mors. Om det er huld eller forbedret fordøjelse, der gør at der spares så meget foder, er ikke klarlagt, men noget er der sket hos søerne på Molsgaard. Allan Gade Nielsen oplever, at 98 procent af søerne kommer fint i brunst, og at han ikke har behandlet én eneste polt for benproblemer efter sanering og de første 100 landrace-gylte er blevet sat ind.

- Den største udfordring efter introduktionen af fermenteret raps er optimering af blandingerne. Proteinet skal justeres ind. Grisene udnytter foderet bedre og vokser mere. Det giver justeringer i forhold til normen, og det har drillet lidt, sagde Allan Gade Nielsen på seminaret.

Læs mere om fermenteret raps og tang som kosttilskud til mennesker i Hyo.