Den finske virksomhed GrainSense har udviklet et håndholdt, batteridrevet korn-analyseapparat, der kan tages med ud i marken. Det giver nye muligheder for på kort tid at analysere kornkvaliteten, hvad enten det er i marken eller i siloen. I høstsæsonen 2018 blev produktet solgt i hjemlandet, og nu er det klar til salg i Danmark og 10 andre europæiske lande.
Den danske forhandler Geoteam har solgt de to første apparater, og som høsten nærmer sig, bliver der større interesse. Geoteam har tidligere fået flere henvendelser fra kunder, der har efterspurgt et produkt, der hurtigt og nemt kunne give analyseresultater fra afgrøderne, når man står ude i marken.