Ved udbetaling af tilskud til målrettet kvælstofregulering i januar fik cirka 460 landmænd ved en fejl udbetalt det dobbelte beløb i tilskud til N-kvotenedsættelse i forhold til, hvad de skulle have haft. Samtidig fik de også et forkert kvotefradrag i deres N-kvote, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Fejlen er nu rettet, og derfor modtager landmændene et brev, hvor de bliver bedt om at betale den del af tilskuddet tilbage, som de har fået for meget.
Ny N-kvoteberegning
Hvis du får brev om tilbagebetaling, betyder det også, at beregningen af N-kvote er rettet, så kvotefradraget bliver korrekt i Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet. Beregningen sker automatisk, så du behøver ikke selv at opdatere skemaet. Du kan derefter tjekke, at du ikke overskrider din N-kvote, skriver Landbrugsstyrelsen.
Hvis du ikke får brev om, at du har fået for meget udbetalt, skal du ikke foretage dig noget.
- Vi har nu cirka 70 ansøgninger tilbage om tilskud til målrettet kvælstofregulering fra 2019, som vi stadig arbejder på at udbetale, og som stadig har fejl i deres N-kvote. Denne fejl vil være rettet, samtidig med, at de får deres udbetaling. Vi forventer, at det sker i løbet af de næste 3 uger. Vi beklager ulejligheden, skriver Landbrugsstyrelsen.