Danske landmænd er nu i fuld gang med høsten. Årets høst af vinterbyg er stort set bragt i hus, og om to uger er 70-80 procent af de danske hvedemarker formentlig høstede, hvis det altså holder tørt.

Det vurderer Ivar Ravn, direktør Planter & Miljø, Seges. Og landmændenes økonomiske udbytte af årets anstrengelser tegner til at blive nogenlunde som sidste års, måske lidt over.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vinterbyg bedre

Høsten af vinterbyg ser ud til at ligge fem-otte procent over de seneste fem års gennemsnit og en del over sidste års. Også høsten af vinterraps er godt i gang og forventes at ramme gennemsnittet for de seneste fem år.

- Vinterrapsen har set fantastisk ud mange steder gennem sæsonen, men kommer nok til at skuffe lidt. Der er dog stadig rimelige udbytter, siger Ivar Ravn.

Han forventer, at høsten af hvede og vårbyg er godt i gang over hele landet sidst i næste uge, hvis det holder tørt.

- Og mens det ser ud til stabilt gode udbytter i vinterbyg og raps, så tror jeg, vi vil se stærkt varierende udbytter i hvede og vårbyg. Det tegnede egentlig til en rigtig god høst, men så fik vi jo nogle voldsomme nedbørshændelser sidst i juli, hvor vi havde ekstremregn i nogle dage, påpeger Ivar Ravn.

Derudover har der også været problemer med svampesygdommen havrerødsot, som overføres via luseangreb. Hvor den slår til, kommer der pletter i marken, som går ud. Det fører til stor variation i udbyttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Godt for græs, skidt for majs

Til gengæld har 2015 været et relativt godt græsår. Stik modsat majsen, der er meget afhængig af varme.

- Især i Midt- og Nordjylland er majsen meget langt bagud på grund af det kolde vejr. Nogle steder har det været så grelt, at landmanden har valgt at harve den op og så korn i stedet. Vi håber, at majsen på Sjælland, Fyn og i det sydlige Jylland kan nå at indhente det, den er bagud, hvis vi får noget varme nu, siger Ivar Ravn.

Han mener dog at høstudbyttet kunne have været større, hvis danske landmænd kunne få lov at gøde efter afgrødernes behov.

- Men vi må også sige, at der med ekstraordinært kølige vejr og mange steder også passende mængder nedbør har været en generel høj udnyttelse af næringsstofferne, siger Ivar Ravn.