Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Tidligere miljøminister vil ændre vindmøllebekendtgørelse

Af Dan Bjerring - 20. jan. 2014 KL. 08:46

Pelsdyravlers chokerende erfaringer gjorde indtryk på Miljøudvalgets medlemmer.

Indtil nu har det politiske flertal i Folketinget nærmest været totalt tonedøvt, når der har været rejst kritik fra naboerne til de større og større vindmøller. Ikke mindst mange landmænd har været ramt voldsomt af især støjproblemer.

Repræsentanter fra vindmølleindustrien har bagatelliseret kritikken og afvist problemerne, og ofrene har stået magtesløse tilbage. Men nu tyder noget på, at det er lykkedes en pelsdyravler at få politikerne i tale.

Pelsdyravler Kaj Bank Olesen fra Vildbjerg har været i foretræde i Folketingets Miljøudvalg for at fortælle om konsekvenserne for ham selv, familien og hans dyr, af støjen fra de store vindmøller, som er placeret tæt ved hans pelsdyrfarm. Familien må forlade boligen, når støjen bliver for voldsom, men for dyrene har det betydet en sådan stress, at de har bidt hinanden ihjel, og dyrlæger har skrevet flere vidnesbyrd om situationen, der er så voldsom, at Kaj Bank Olesen har fralagt sig ansvaret for dyrenes velfærd og end ikke ville vise de chokerende billeder af de døde dyr for politikerne.

Mødte forståelse

Han er dog selv efter besøget i Folketinget overbevist om, at der nu er større forståelse for, at vindmøller på land kan have voldsomme konsekvenser for naboerne ? både dyr og mennesker:

- Jeg havde ventet en masse spørgsmål fra politikerne, men de havde ingen. Jeg opfattede det nærmest som om, at de var rystede. Jeg fik at vide, at jeg havde fremlagt min sag så godt, at de ikke havde supplerende spørgsmål. Når dyrene reagerer, som de gør, så bliver mennesker også påvirkede. Det er et helvede. Nogle brikker falder på plads. Vindmølleindustrien hævder, at de ikke kender nogen, der har problemer, og at de små møller støjer lige så meget som de store møller. Men det passer ikke. Noget tyder på, at deres hørelse er meget dårlig, og at de i hvert fald ikke har opdaget, at høreapparater kan fås gratis hos det offentlige. Problemet er, at politikerne er i lommen på Vindmølleforeningen, siger Kaj Bank Olesen.

Må reagere

Tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt (V) var til stede ved foretrædet, og han var stærkt påvirket af, hvad han hørte:

- Vi havde mange deputationer med samme budskab, at de føler sig stærkt generede af vindmøller. Det må stå klart, at det bliver meget slemt med de store vindmøller, når de kommer. Men vi er nødt til at reagere i Kaj Bank Olesen sag. Det er ikke acceptabelt, at mennesker må flytte fra hus og hjem, og at dyr bider hinanden ihjel på grund af støjen og deraf opstået stress. Derfor er det dybt betænkeligt, at regeringen i sin undersøgelse af konsekvenserne af vindmøller undlader at medtage stress. Stress fra vindmøllestøjen skaber søvnbesvær, og det påvirker hele kroppen i en sådan grad, at man kan blive syg. Nu må vi forsøge at presse en undersøgelse også af stresspåvirkninger igennem, siger Hans Christian Schmidt til Maskinbladet.

Fødevareminister må på banen

Samtidig understreger han, at der også vil blive rettet direkte henvendelse til fødevareminister Dan Jørgensen (S) i sagen:

- Når eksempelvis dyrlæger direkte hævder, at de stressede dyr hænger sammen med støjen fra vindmøllerne, må det betyde, at vi skal i gang med at ændre vindmøllebekendtgørelsen. Fødevareministeren taler selv meget om dyrevelfærd, og nu må han på banen og skride ind over for, at vindmøller opsættes på en måde, så dyrenes opfører sig mærkeligt. Det er ikke et problem, som Folketinget gennem lang tid har villet tage alvorligt. Men langsomt er det begyndt at gå op for medlemmerne. Det var en stærk oplevelse for alle udvalgsmedlemmer at høre om Kaj Bank Olesen oplevelser.

Får konsekvenser

Hans Christian Schmidt er meget kontant i sin udmelding omkring konsekvenserne af de store vindmøller:

- Der har aldrig været vilje til at undersøge, om man kan blive syg af at bo i nærheden af vindmøller. Der findes ingen undersøgelser. Man har ikke taget det alvorligt. Vindmølleindustrien fortæller bare, at det behøve man ikke at gå i gang med, for det er så lille et problem. Tages det ikke alvorligt, kan de få helt anderledes konsekvenser for opsætningen af vindmøller. Så må vi kræve helt andre afstande fra møller til beboelse og eksempelvis pelsdyrfarme. Jeg kan allerede i dag mærke, at der er store forskel på dem, der stiller møllerne op, og dem, der skal have dem som nabo.

Hør interview med Hans Christian Schmidt.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs artiklen på dit foretrukne medie

Læs artiklen på Tablet

Tablet

Læs artiklen på Smartphone

Smartphone

Læs artiklen på Desktop

Desktop/E-avis

Læs artiklen på Print

Print

reklame