Prodekan, Århus Universitet, Kurt Nielsen benytter Natur- og Landbrugskommissionens åbningskonference til at minde om, at Wilhjemudvalget allerede tilbage i 2001 konkluderede, at landbrugsproduktionen er for intensiv og at naturen er trængt - biodiversiteten i Danmark går tilbage.

- Sådan er det fortsat, slår Kurt Nielsen fast og forklarer, at der foregår en løbende kortlægning og overvågning af naturen, men et egentligt forskningprogram inden for biodiversitet er ikke prioriteret. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kurt Nielsen roser landbruget for, at have haft fokus på kvælstof og fosfor i mange år. Kvælstofudledningen er halveret, og udledningen af fosfor til vandløb er også halveret. Fosforreduktionen blev især hentet i rensningsanlæggene.

- Dermed er de lavthængende frugter høstet - det er begrænset, hvor meget mere man kan reducere udledningen fra rensningsanlæg. Der er midlertid brug for yderligere reduktion af udledningen til søerne, og her kan randzoner være en mulighed, siger Kurt Nielsen.

Han anerkender, at der er uenighed om effekten af de aktuelle vandmiljøplaner og slår fast, at ålegræs ikke er nok at bygge beslutningen på.