Flere politikere stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden af de videooptagelser fra anonyme svenske dyreværnsaktivister, som TV Avisen bragte torsdag aften. Det skriver Kopenhagen Fur/Dansk Pelsdyravlerforening i sit nyhedsbrev.

Dyreværnsaktivisterne havde fundet over 400 skadede dyr på danske farme, men selv om kameraet havde gps-udstyr, og optagelserne viste avlskort over burene, kan det ikke dokumenteres, at dyreværnsaktivisterne ikke har flyttet rundt på minkene eller selv anbragt skadede dyr i burene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Enhver der har været på en minkfarm ved, at man kan få billeder til at se forfærdelige ud, hvis man bytter rundt på dyrene, siger formanden for Folketingets Fødevareudvalg, René Christensen (DF), som desuden peger på, at der altid vil være enkelte syge dyr, når det samlede antal er så stort.

Han tilføjer, at han har fuld tillid til, at de kontrollanter, der sendes ud, gør arbejdet ordentligt. Fødevarestyrelsen var på besøg hos samtlige pelsdyrfarme i Danmark i 2010 og fandt hovedsageligt mindre fejl, som for eksempel manglende beskæftigelsesmateriale hos enkelte dyr eller for lave hegn. 

Også Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet forholder sig skeptisk over for billederne.

- Det er klart, at jeg bliver skeptisk over for, om det er den reelle verden, eller om det er manipuleret, siger Bjarne Lausten, som også har fuld tillid til myndighedernes kontroller. 

V: Vi skal ikke ligge under for propaganda

Også Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen stiller sig ikke tilfreds med videooptagelserne fra Anima.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har overhovedet ingen tillid til Animas såkaldte dokumentation. Til gengæld stoler jeg fuldt og fast på de uafhængige og uanmeldte kontrolbesøg, som myndighederne har foretaget i hele 2010, siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer at et forbud mod minkavl ikke kommer på tale.

- Nej, det kan jeg love. Det er vores virksomheder, som er grundlaget for væksten og velfærden i Danmark, og vi skal ikke ligge under for dyreretsaktivisternes propaganda, siger han.