Kinesiske Maxus EV80 og Maxus e-Deliver 3 kommer til Danmark efter sommerferien.

Siden 2017 har den kinesiske bilgigant SAIC (Shanghai Automotive Industry Corporation) været i gang med at udrulle ambitiøse væktsplaner for det europæiske marked.

En af spydspidserne er den elektriske kassevogn/chassisvogn Maxus EV80, som siden 2018 har været på markedet i Tyskland og Østrig.

Koncernens europæiske division "SAIC Mobility Europe" oplyste dengang, at andre europæiske markeder hurtigt ville følge efter. Planerne inkluderede Benelux-landene, Norge, Sverige, Danmark, Italien, Frankrig og Spanien.

Nu er planen for Danmark ved at blive realiseret. Det sker via en nordisk importør, der hedder RSA (Rutebileiernes Standardiserings Aksjeselskap). RSA har kontor i den norske by Drammen. Maxus EV80 kom til Norge i 2018, og til det svenske marked testes bilen i øjeblikket en række vognmænd.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

7 danske forhandlere

Det danske agentur hedder "Maxus Danmark", og det styres af Steffen Vilstrup, som har titel af country manager. Maxus Danmark har syv forhandlere, der ligger i Randers, Sorø, Herning, Silkeborg og Horsens.

Mærkenavnet Maxus udspringer af det fallerede engelske bilmærke LDV (Leyland DAF Vans), som SAIC overtog i 2010. Efter ejerskiftet omdøbte kineserne mærket til Maxus. Et navn som i øvrigt ikke er fremmed for LDV, da det tidligere fungerede som modelnavn til LDV's mellemstore kassevogn.

rich-media-1
Steffen Vilstrup er country manager for Maxus Danmark og har tidligere været regionschef for FCA (Fiat/Chrysler Automobiles). Pressefoto.

Varebilmodellerne der kommer til at stå ude ved forhandlerne, er EV80 og e-Deliver 3. EV80 har som kassevogn et varerum på 11,5 kubikmeter. Batteriet er på 56 kwh, og el-motoren yder 134 hk. Den koster 380.000 kroner plus moms og indeholder kampagneudstyr som bakkamera, ti-tommers multimedieskærm og varme i førersædet. Bilen har ABS-bremser og udskridningssystemet ESP som standard sammen med airbag til fører og passager.

e-Deliver 3 fås med to akselafstande. Den korte rummer 4,8 kubikmeter og den lange 6,3 kubikmeter. Motoren yder 122 hk, og der er valg mellem batteristørrelser på 35 og 52,5 kwh. Kun udgaven med det store batteri har ESP. Den korte udgave koster 200.000 og den lange 230.000 kroner plus moms. Bilen kan fås med anhængertræk, og der er 8 års eller 160.000 kilometers garanti på batteriet.