Lyt til artiklen:

Statskassen løber tør for penge - og vi løber tør for mink

00:00
Hastighed: ???x
04:12

Onsdag den 21. oktober vil foreningen Danske Minkavlere fortælle Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om de voldsomme konsekvenser regeringens håndtering har for branchen, en håndtering formand hos Danske Minkavlere Tage Pedersen på alle punkter betegner som overgjort.

- Vi vil gøre opmærksom på, at det vi har gang i, det er overgjort i alle retninger, og det er overgjort på en måde så statskassen jo bliver tom på et eller andet tidspunkt - og vi løber tom for mink, og begge dele er noget skidt, fortæller Tage Pedersen til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tage Pedersen håber at kunne tale fornuft med medlemmerne af Miljø- og Fødevareudvalget, for fortsætter Fødevarestyrelsen deres makabre rejse rundt på de danske besætninger i den fart, som det sker med nu, så er det snart slut for branchen, og det gør kun ondt værre, at dyrene alligevel skal aflives og pelses inden for de kommende uger.

- Vi kommer til at bruge en voldsom masse af statens penge til at udbetale erstatning for de dyr, der bliver aflivet nu, og som kunne bruges om to-tre uger, lyder det fra en tydeligt frustreret mink-formand.

Mutant hold-kæft-bolche

Usikkerheden om, hvad der er årsag til smittespredningen og det usikre faglige belæg for regeringen og myndighedernes voldsomme fremfærd imod minkbranchen fylder meget hos minkavlerne, og på mødet med Miljø- og Fødevareudvalget onsdag vil minkavlerne både fortælle om situationen i de ramte landbrugsfamilier og komme med faglige bidrag, der kan gøre politikerne klogere på situationen.

Til at starte med lød udmeldingerne, at der var en mutation i gang med udgangspunkt i minkfarmene, som var farlig i forhold til udvikling af vacciner mod covid-19, men senere blev det modereret lidt til, at der er faktisk ikke var nogen mutation endnu - men at den kan risikere at komme. Og de seneste dage har flere fremtrædende virologer været ude og sige, at sygdomsudbruddene på de berørte besætninger ikke kommer til at have den store betydning for den samlede udvikling af covid-19 i samfundet, men det til trods, så oplever man hos Danske Minkavlere, at regeringen - med Mogens Jensen (S) som talsmand - medvirker til at skabe frygt i befolkningen.

- Det ministeren har udtrykt de sidste to-tre gange, er jo, at vi er livsfarlige for hele Danmark. Den mutation er blevet brugt som hold-kæft-bolche føler vi, og nu er der lidt mere divergerende opfattelser hos de virologer, som har udtalt sig siden hen, lyder det fra Tage Pedersen som håber at man onsdag kan få Folketinget til at arbejde for, at aflivningen af minkbranchen i Danmark bliver standset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis vi bliver ved med at få så mange nye tilfælde med zoner på 7,8 kilometer udenom, så er der ikke mange tilbage, så betyder det, at så har vi ingen avlsdyr til næste år, lyder det frustreret fra formanden hvis medlemmer i flere tilfælde har valgt at gå i frivillig karantæne, for både at sikre familien og dyrene fra covid-19. En virus ingen fortsat kan sige noget om, hvordan spreder sig.

- Generelt så tror jeg ikke noget er udelukket. Ingen ved hvad det kan være, siger Tage Pedersen om den frustrerende situation.

Mogens ikke savnet

Fødevareminister Mogens Jensen (S) vil ikke selv være til stede i København, når deputationen er forbi Christiansborg onsdag eftermiddag, da han i uge 43 er optaget af en afstemning omkring fremtidens landbrugsstøtteordninger i EU, og efterfølgende skal ministeren i karantæne for at overholde covid-19 reglerne i forbindelse med udlandsrejser.

Men uanset om Mogens Jensen er i karantæne eller ej, så mener formanden for minkavlerne ikke der er nogen grund til, at ministeren skynder sig at indfinde sig i de områder i Jylland, der de seneste uger har befundet sig i en undtagelsestilstand. Hvor politi og myndigheder har tiltvunget sig adgang til private ejendomme og har udryddet livsværket for stolte landbrugsfamilier.

- Når vi har set noget fra regeringen, så har det jo ikke været noget, vi var glade for at se, så det er egentlig godt, de ikke har været her så meget fortæller Tage Pedersen, som slår fast, at man i branchen meget gerne vil medvirke til at få udryddet covid-19, men at der skal være en solid faglig begrundelse, når myndighederne sætter et helt erhverv i undtagelsestilstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ikke fordi vi på nogen måde er ligeglade med folkesundheden - vi er jo også mennesker, og vi går ind for at vi skal være så raske som muligt alle sammen, men der skal også være grænser, slutter Tage Pedersen.

Vi kommer til at bruge en voldsom masse af statens penge til at udbetale erstatning for de dyr, der bliver aflivet nu, og som kunne bruges om to-tre uger.

Tage Pedersen, Danske Minkavlere