Statens Serum Institut har i samarbejde med Fødevarestyrelsen konstateret covid-19 i en minkfarm i Hirtshals Kommune. Det er den sjette minkfarm i Danmark, som er konstateret positiv for covid-19, skriver Fødevarestyrelsen i en meddelelse.

- For at undgå smitte uden for minkfarmen, har vi, ligesom med de andre smittede farme, lagt en jernring rundt om den. Det gjorde vi allerede, da vi fik mistanke til smitten. Farmen er nu underlagt strenge restriktioner. For eksempel skal besøgende bære særligt beskyttelsesudstyr, gå i bad og vaske deres tøj efter, at de har været inde på farmen, siger Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller, at Fødevarestyrelsen har gået minkfarmens indhegning igennem for at minimere risikoen for, at mink kan slippe ud. Minkejeren skal derudover dagligt optælle sine mink for at dokumentere, at ingen er løbet væk.Fødevarestyrelsen har siden juli måned overvåget Danmarks knap 1.200 minkfarme for covid-19. Det sker som en del af regeringens strategi, der skal sikre tæt covid-19 overvågning af farmene.

Lovkrav om værnemidler

I dag er det et lovkrav, at alle, der færdes i minkbesætninger, bruger værnemidler, og at besætningsejere udarbejder en detaljeret plan for smittebeskyttelse. Med overvågningsstrategien og de skærpede restriktioner for smittede minkfarme vurderer Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne, at det er forsvarligt at lade smittede besætninger leve, fordi risikoen for smittespredning til mennesker er minimal.Fødevarestyrelsen sender fremover ikke pressemeddelelser ud om enkeltfund af covid-19 i danske minkfarme. Besætninger med bekræftet smitte vil i stedet løbende blive offentliggjort på Fødevarestyrelsen.dk.