Formanden for Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, regner med at få svaret fra Fødevarestyrelsens sceening allerede i denne uge. Efter to fund af covid-19 på minkfarme i Hjørring og Frederikshavn Kommune holder branchen vejret.

- Hvis myndighederne havde fundet smitte på nuværende tidspunkt i nye bedrifter, så var de gårde sat under opsyn. Det er de ikke, så jeg tror og håber ikke vi ser flere smittede mink, siger Tage Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden repræsenterer avlerne i Kopenhagen Fur, og han fortæller om en nervøs branche, hvor priserne er påvirket af den verdensomspændende corona-krise.

Ny online auktion

Pelsauktionerne hos Kopenhagen Fur er siden udbruddet blevet aflyst, udskudt og konverteret til online-auktioner.

Også auktionen 9. juli bliver afholdt som online-auktion.

Kopenhagen Fur havde ellers arbejdet målrettet på at holde juli-auktionen med fysisk fremmøde i auktionssalen. Alle de nødvendige tilladelser og forhold omkring indrejse samt forholdsregler i auktionshuset var på plads, men den seneste udvikling med nye corona-udbrud i Beijing har skabt fornyet nervøsitet blandt kunderne, som er tilbageholdende med at rejse ud, og derfor også i høj grad har ønsket og argumenteret for en online-auktion i stedet, skriver Kopenhagen Fur på deres hjemmeside om næste auktion.

Der planlægges uændret afholdelse af fysiske auktioner i august og september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Priser på skind

Til spørgsmålet om, hvordan formanden tror, udbruddet af covid-19 hos danske farmere vil påvirke priserne, siger han.

- Jeg tror ikke, at de to udbrud, vi har haft i Nordjylland i sig selv vil påvirke priserne, men generelt vil covid-19-krisen påvirke priserne på markedsmarkedet. Hele verden oplever lige nu en krise og usikkerhed, og det vil smitte af på skindpriserne, siger Tage Pedersen, der selv driver minkavl i Sole Gruppen i Hedensted.

Kopenhagen Fur repræsenterer cirka 1200 avleren, men i sidste uge blev pelsdyravlerforeningen et aktivt medlem mindre. Den ramte minkavler i Sindal ønsker ikke at fortsætte med minkavl efter hans dyr blev slået ned i forrige uge. Avleren er 70 år og ønsker ikke at genstarte sin produktion.

Vær forsigtig

Tage Pedersen understreger, at det er menneskene, der smitter minkene.

- Vi skal hele tiden tænke på smittebeskyttelse og tage alle vores forholdsregler, så vi selv undgår at blive smittet og give smitten videre til dyrene, siger formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er første gang, der er konstateret Covid-19 i dyr i Danmark. Regeringen besluttede ud fra et forsigtighedsprincip, at dyrene i de smittede minkbesætninger skulle aflives.

Fødevarestyrelsen har sammen med de humane sundhedsmyndigheder udarbejdet et screeningsprogram til mink for at få kendskab til udbredelsen af covid-19 i minkbesætninger i Danmark. Det vil give sundhedsmyndighederne et bedre grundlag for at rådgive i forhold til, hvilke sundhedsfaglige anbefalinger, der bør iværksættes. For at få overblik over udbredelsen af covid-19 i minkbesætningerne har Fødevarestyrelsen foretaget stikprøveundersøgelser i minkbesætninger på landsplan i perioden 22.-26. juni 2020.