For første gang i fire år har Kina åbnet op for import af amerikansk fjerkræ, et lille tegn op at handelsforhandlingerne fortsat viser små fremskridt, men også at landbrugsvarer spiller en betydelig rolle i forhandlingerne. Potentialet vurderes at være op mod 1 milliard dollars årligt, og det fik fredag et par amerikanske børsnoterede kyllingeproducenter til at springe i vejret på børsen. Aftalen er samtidig en indikation på, at kineserne søger med lys og lygte efter alternativer til svinekød, hvor produktionen er styrtdykket og priserne skudt i vejret, skriver Jyske Markets.

Fredag lød der fornyet positive udtalelser fra to af de centrale parter i forhandlingerne, henholdsvis Trump's særlige rådgiver Larry Kudlow og handelsminister Wilbur Ross. De to herrer ser positivt på en snarlig indgåelse af "fase 1" aftale, mens kinesiske forhandlere til stadighed gentager, at en handelsaftale bør indebære at toldtariffer rulles tilbage. Det synspunkt har foreløbig ikke ændret sig, så når amerikanske forhandlere meddeler at en aftale er tæt på, kan det muligvis tydes som USA er villig til helt eller delvist at give sig på dette punkt - måske i bytte for øget køb af amerikanske landbrugsvarer?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sojabønner

I forlængelser heraf bør det nævnes at private kinesiske aktører i sidste uge købte fem laster amerikanske sojabønner. Trods de mere muntre udtalelser affødte det ikke de store bevægelser blandt sojabønnerne, der lukkede stort set uændret. Sojaolien fulgte den vegetabilske olie lavere, mens sojaskrå blev vinderen i sojakomplekset og lukkede over en procent højere. De ugentlige amerikanske eksportsalg af sojaskrå viste positive takter med 345.800 tons, en stigning på 32 procent sammenlignet med ugen før.

Markedet har stille og roligt sivet lavere i fraværet af prisunderstøttende nyheder, og sojaskråen viser fortsat ingen klar retning. På en korte bane kan brud af 310$ sende skråen mod test af niveauet 325dollars, der er den tidligere top tilbage fra forsommeren, og et niveau skråen ikke har set siden august 2018.

Fondene er samtidig forbeholdne over for at holde for store short-positioner i vegetabilske oliefrø, uden at have set detaljerne af en potentiel "fase et" aftale, men er omvendt også tilbageholdende over for at holde for store købte positioner, hvis forhandlingerne (igen) bryder sammen og skuffe. Her til morgen er der en let positiv tendens blandt sojabønnerne efter de månedlige amerikanske NOPA-crush tal var rekordstore for oktober måned med 175 millioner bushels mod 172 millioner bushels sidste år og forventet 167 millioner bushels. Let prisunderstøttende forhold, da stigningen kommer trods lavere marginer, hvilket kan tolkes som en god underliggende efterspørgsel.

Den amerikanske sojahøst blev i sidste uge estimeret til 85 procent færdig, og ventes at være yderligere fremskreden med 8-10 procent, når nye høstdata offentliggøres i aften. I mellemtiden skrider den sydamerikanske tilsåning af sojabønner fremad og estimeres 71 procent færdig, og ventes primo december at nå 90 procent. Trods af en forsinket start, følger tilsåningen nu en normal sæson. Uden et sydamerikansk vejrmarked bør stigningspotentialet for sojabønner og skrå være begrænset for nuværende.