Usikkerhed og risikoreduktion er ufortrødent dominerende tendenser i lyset af handelskrigen og en global konjunkturcyklus der har kurs mod afmatning efter 10 års optur, skriver Jyske Market.Centralbankerne verden over er i fuld gang med at lempe pengepolitikken i et forsøg på at afbøde de negative konsekvenser, med udsigt til aftagende global vækst. Den amerikanske rentekurve med den 2- og 10- årige rente inverterede i går, og det har historisk været et signal om at en recession venter forude i USA. Tysklands BNP-vækst faldt i går som ventet 0,1 procent i andet kvartal, men selv om der var visse formidlende omstændigheder, styrker det spekulationerne om en mulig vækstafmatning. Aktierne sank to til tre procent, mens renterne fortsat den nedadgående trend.

I råvaremarkedet mærkede man først på dagen ikke de store konsekvenser af den negative stemning på de øvrige finansmarkeder, men i løbet af eftermiddagen og aftenen måtte disse markeder også bukke under presset. Usikkerheden mindsker lysten til at have risikofyldte aktiver i porteføljerne blandt investorerne, og da råvarerne indgår som investeringsaktiv i porteføljerne, bliver disse også ramt på dage hvor "risk-off" præger dagsordenen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Råolie

Råolien tog nogle pæne udsving over dagen og var kortvarigt over 61$/tønden inden en stigning i de amerikanske råolielagre sendte den ned med fem procent, inden den rettede sig lidt og lukkede tre procent lavere i underkanten af 60$. Den amerikanske majs fortsatte i går nedturen om end størrelsen på prisfaldene er aftaget. Niveauet omkring 3,80 $/bushel for december kontrakten ydede ikke meget support og dermed er der ikke længere langt ned til de seneste par års bund i majsmarkedet omkring 3,50 $/bushel. Overordneligt overraskende at nedturen er gået så hurtigt taget sæsonens forløb i betragtning. I løbet af de kommende uger kan vi blive lidt klogere på udbytterne for de amerikanske majs- og sojaplanter, når Pro Farmer Crop Tour fra næste uge skydes i gang. Her tager private analytikere på rundtur i det amerikanske majs- og sojabælte og kommer med deres bud på udbytteestimater for de to afgrøder. Heller ikke sojabønner- og skrå kunne modstå salgspresset i går og lukkede lavere, mens hveden var den eneste afgrøder der lukkede i et lille plus.

Kina

I Kina har den afrikanske svinepest selvsagt ført til kraftigt stigende svinepriser, og som konsekvens heraf, har det været medvirkende til stigende fødevareinflation. Lavere crush af sojabønner som en afledt effekt af lavere efterspørgsel på sojaskrå har tilmed fået vegetabilsk olie til at stige, og på den baggrund planlægger Kina at fjerne importtariffer på importeret soja-, raps-, og palmeolie. Forslaget om at fjerne importtarifferne er i øjeblikket i høring frem til 22. august, hvorefter eventuelle indvendinger vil blive behandlet. Bliver forslaget vedtaget, vil det yderligere understøtte de prispositive udsigter for de vegetabilske oliefrø. Soja-, palme og rapsfrøene var i går nogle af de få lyspunkter i et surt marked.