Det tidligere hovedsæde for Vestjyske Slagterier på havnen i Struer, som siden 2014 har været drevet som andeslagteri af Martin Daasbjerg, er solgt.

Køber er virksomheden Dan Duck i Viborg, som ifølge Dagbladet Holstebro-Struer blev etableret på initiativ af Hardy Eskildsen fra Top Æg ved Ravnstrup, hvor han driver økologisk rugeri og hønseri. Desuden er der en kreds af investorer med i selskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Martin Daasbjerg oplyser til Dagbladet, at handlen blev aftalt helt tilbage i slutningen af juni, men at organisationen først skulle på plads, inden handlen blev offentliggjort.

Han glæder sig ifølge Dagbladet over salget - fem år efter, at han selv gik ind i projektet og købte det lukkede svineslagteri på havnen i Struer.

Slagteriet har blandt andet slagtet ænder fra Martin Daasbjergs egen produktion, fordi han ellers skulle have sine ænder slagtet i udlandet og dermed først ud på en lang køretur.

Derfor købte Martin Daasbjerg det nedlagte svineslagteri på havnen i Struer.

I 2017 gik slagteriet konkurs, men det lykkedes Martin Daasbjerg at genetablere slagteriet. men også udbrud af fugleinfluenza har undervejs spændt ben for projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Dagbladet glæder snart 68-årige Martin Daasbjerg sig over, at virksomheden nu er solgt til folk, der både kan noget og vil noget med slagteriet.

Og Hardy Eskildsen har overtaget posten som direktør på slagteriet i Struer.