I et nyhedsbrev oplyser Aarhus Universitet, at institutleder for Agroøkologi Erik Steen Kristensen "efter aftale" har valgt at trække sig fra sin post og forlader universitetet.

Erik Steen Kristensen stopper efter, at Information har afdækket, at forskerne bag rapporten har ladet Landbrug & Fødevarer påvirke en pressemeddelelse, skrive hele afsnit i rapporten og vælge forsidefoto og titel, skriver Nordjyske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der har ikke været den nødvendige armslængde til eksterne interessenter, hvilket sætter spørgsmålstegn ved universitetets uafhængighed og integritet. Dette er helt uacceptabelt, udtaler Lars Henrik Andersen, som er konstitueret dekan ved Science and Technology, i nyhedsbrevet, ifølge Information.

Rapport fra Aarhus Universitet konkluderede, at nydelsesmidler som alkohol, søde sager, kaffe og the udgør 28 procent af det samlede klimaaftryk fra danskernes fødevarer, mens klimabelastningen fra oksekød udgør omkring 11-15 procent af den samlede klimabelastning fra gennemsnitskosten blandt voksne danskere.