Salgs- og udviklingschef, Ken Hyldgård, forlader den virksomhed hans far stiftede, og som han selv har været med til at opbygge og udvikle. Ken Hyldgård opsagde sin stillingen i starten af november i år og har indgået en opsigelsesaftale med JH Agro om ansættelsesophør pr. 31. maj i 2019.

Ken Hyldgård fortæller, at han ønsker at gå andre veje end virksomheden og indtil videre har planlagt at arbejde som konsulent indenfor samme branche.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos JH Agro fortæller administrende direktør, Lars Rahbæk, at virksomheden har lavet aftale med Ken Hyldgård om, at han fortsætter nogle måneder endnu og færdiggør nogle af de opgaver og projekter, han arbejder med.

Faderen Jørgen Hyldgård stiftede JH Agro tilbage i 1983 og var sidst aktiv i virksomheden i 2010, hvor sønnen Ken Hyldgård blev en del af virksomheden. Tilbage i 2015 opkøbte virksomheden Infarm i Støvring, men i 2016 gik JH Agro konkurs. Virksomheden blev overtaget af JD Contractor og deres investeringsselskab Blaakjær Finans, der ansatte Ken Hyldgård som midlertidig administrerende direktør.

I starten af 2018 blev Lars Rahbæk indsat i stillingen som administrerende direktør, og Ken Hyldgård skiftede stillingsbetegnelse til salgs- og udviklingschef.

JH Agro's har til huse i Holstebro, og virksomhedens kerneprodukter er gylleforsuring og ministrøanlæg, der både kan fodre og lægge strømaterialer af fibre og sand ud stalden.