Et spotsprøjtesystem består af en ekstra tank, typisk en fronttank, hydraulisk drevet membranpumpe, armatur og så en ekstra parallel dyselinie på bommen. Så i princippet "en ekstra sprøjte på sprøjten".

Brdr. Toft - Sprøjtespecialisten opbygger løsningen ud fra standard komponenter som anvendes på de to mærker virksomheden importerer; Bargam og Knight. I løsningen indgår "rigtige" membrandrypstop og dyserør i rustfrit stål, således at holdbarheden også på sigt er høj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

God økonomi

Sprøjtespecialist Finn Søndergaard, Salgs- og Marketingchef hos Brdr. Toft i Sabro, mener at spotsprøjteudstyr giver god økonomi også uden tilskud.

- Ofte er det kun mindre områder af marken, hvor der findes specielle problemer, så man kan anvende laveste fællesnævner på det meste af marken, og så anvende specifikke midler til at løse de specielle problemer i de mindre områder af marken, hvilket skåner både miljø og pengepung, forklarer Finn Søndergaard, og fortsætter:

- Man vil tit kunne spare flere gennemkørsler hen over en sæson ved have et ukrudtsmiddel med i spotsprøjten samtidig med svampesprøjtningen, og bekæmpe rodukrudt i én og samme arbejdsgang, eller midler mod specielle græsukrudtspletter og randsprøjtning sammen med en generel simpel ukrudtsbekæmpelse.

En anden mulighed er pletsprøjtning med stråforkorter, for eksempel i forageren hvor gødningssprederen har overlappet. At løse to sprøjteopgaver på en gang giver bedre rettidighed, og store besparelser i tid og brændstof, da man ikke skal tilbage til samme mark flere gange.

Forskellige løsninger

Spotsprøjteløsningen fra Brdr. Toft kan opbygges uden computer, med en basis kørselsafhængig computer samt med en GPS-baseret løsning, hvor spotsprøjten aktiveres automatisk ud fra GPS-baserede markkort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ekstra tank

Flere af de leverede løsninger har været opbygget således, at fronttanken har fungeret som ekstra tank, når spotsprøjteløsningen ikke anvendes. Væsken overføres løbende til den bagerste tank, hvorved kapaciteten øges. Enkelte anvender tillige løsningen til båndsprøjte udstyr til roer, majs og raps.

Typer af fronttanke

Brdr. Toft tilbyder to serier af fronttanke; dels fra Bargam på henholdsvis 1100 og 1500 liter, og dels egen tanke i tre størrelser fra 1100 til 2000 liter.

Fronttankene er som standard med integreret renvandstank og håndvasketank samt væskestandsmåler. Der kan monteres forskellige pumpetyper; hydraulisk drevet membranpumpe, elektrisk pumpe, centrifugalpumpe eller en mekanisk drevet stempelpumpe. Valget afhænger helt af hvordan løsningen skal bruges og hvor avanceret man ønsker løsningen.

Anvendes fronttanken i forbindelse med sprøjtning monteres naturligvis roterende tankrenser og kemikaliefylder eller dunkskyller samt eventuel slangerulle til udvendig vask.

Flydende gødning

Brdr. Toft har gennem årerne samlet en stor erfaring i opbygning af placeringsudstyr til flydende gødning på majs-, raps- og kornsåmaskiner, rækkerensere, kartoffellæggere og så videre. En spotsprøjteløsning vil kunne indgå i en løsning til placering af flydende gødning, hvilket øger anvendelsen af udstyret og dermed forbedrer økonomien i investeringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anvendelsen af flydende gødning til placering er stigende, både i forbindelse med såning af raps, majs, roer og vårsæd, men senest også i forbindelse med rækkerensning af majs. Placeringsudstyr til flydende gødning opbygges oftest med kørselsafhængig dosering og opdelt i sektioner, eventuelt med GPS-styring.