Blå blok - Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de konservative - stiller ændringsforslag til regeringens spildevandslov, der pålægger kloakering i det åbne land.

De fire partier vil opfordre kommunerne til at finde alternative løsninger for spildevandsrensning i det åbne land, før der skrides til påbud. Det sker med henvisning til Natur- og Landbrugskommissionens konstatering af, at der kun er et marginalt potentiale på nationalt plan i yderligere krav om reduktion i udledningerne, og at kvælstof og fosfor ikke har synderlig betydning for miljøtilstanden i danske vandløb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vandløbsrestaureringer og passende plejeindsats i vandløbene er at foretrække frem for de meget omkostningstunge indsatser hos lodsejerne. En sådan ændring vil betyde, at langt færre lodsejere vil få økonomiske vanskeligheder i forbindelse med kommunens indsatser for opfyldelse af vandplanernes kvalitetskrav, siger manden bag forslaget, Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Uden fagligt grundlag

Han mener, at alt for mange kommuner i dag påbyder spildevandsrensning uden at have tilstrækkeligt fagligt grundlag for at sikre den nødvendige sammenhæng mellem renseeffekten og mulighederne for at påvirke målsætningerne om god økologisk tilstand.

- Vi vil forhindre, at folk skal gå fra hus og hjem, fordi de får et påbud om at spildevandsrense deres ejendom i det åbne land til en pris af 70.000-80.000 kroner. Ganske vist vil regeringen i loven tilbyde særlige låneordninger, men det er ikke tilstrækkeligt. Det offentlige bør være sikker på, at de krav, der stilles, har en effekt. Selv om regeringen stemmer vores forslag ned, betyder den borgerlige enighed, at der vil være flertal for det efter næste valg, hvis der er et andet politisk flertal, siger Villum Christensen til Maskinbladet.

Kræver dokumentation

I Slagelse Kommune, hvor Villum Christensen er medlem af byrådet, er det indføjet i spildevandsplanen, at ingen borgere kan få et påbud, uden at det kan dokumenteres, at der er et miljøproblem, og at kommunen inden påbuddet skal forsøge at løse problemet ved at ændre vandløbets fysiske tilstand.

- Det betyder i praksis, at flere end 1000 borgere slipper for det dyre påbud. Når det er 1000 alene i Slagelse, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange der er tale om på landsplan. Naturstyrelsen har en mekanisk tilgang til problemet. Ligger ejendommen i en eller anden zone, slår Naturstyrelsen op i BBR-registret og sender regningen uden at være sikre på, at der reelt er et miljøproblem. Embedsmændene er i sig selv et stort problem, fordi man i mange år har ført symbolmiljøpolitik uden et fagligt grundlag for indsatsen, siger Villum Christensen, der efterlyser et paradigmeskift i miljøpolitikken, så myndighederne skal godtgøre, at der er et problem og ikke bare teoretisk beregne sig frem til det.