En majsørken. Sådan betegner Uffe Bie, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, store dele af Tyskland og Sønderjylland. Det skriver ing.dk.

Her afløser den ene majsmark den anden - næret af de høje priser, som tusindvis af tyske biogasanlæg giver for majsen med tyske støtte-euro i ryggen. Alene i Sønderjylland står 180 kvadratkilometer majs, som bliver eksporteret til de tyske anlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det hånlige ørkenudtryk dækker ikke blot over den monokultur, som majsen fremmer. Det skyldes også, at majsmarker kun giver plads til få dyr og planter, ligesom udsynet ganske enkelt er blokeret af de høje majs.

Med det forhøjede tilskud til biogas, som alle partier undtagen Liberal Alliance enedes om, bliver det attraktivt at hælde majs ned i de danske biogasanlæg. Det ansporer frygten for, at den sønderjyske majsørken skal sprede sig til andre dele af landet.

Gyllen er fyldt med vand

For der er et problem med politikernes ambition om at firedoble produktionen af biogas, så den kan levere strøm og varme til en kvart million danske husstande. Det kan ikke lade sig gøre med den type biomasse, vi har til rådighed i dag.

Den vigtigste af dem er gylle. Vi udnytter kun en brøkdel af de cirka 36 millioner tons gylle, som danske grise og køer hvert år sender ud i omgivelserne, til gas. Problemet med gyllen er, at den er fyldt med op til 98 procent vand. Det kan der ikke laves meget biogas af, og det er dyrt - både økonomisk og i et energiregnskab - at transportere så meget vand.

Derfor smider de fleste biogasanlæg i dag energipiller ned i gyllen. De består hovedsageligt af affald fra mejerier, slagterier og fiskeindustri. Men nye anlæg skal ikke sætte næsen op efter at få del i den kage. Alt affald er aftaget, og der kommer ikke mere, før vi begynder at sortere køkkenaffaldet. Og selv det er ifølge flere kilder utilstrækkeligt til at levere krudt til gyllen i den danske biogasudbygning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Advarer mod majs

Majs er et nærliggende svar på, hvad der skal proppes i biogasanlæggene, selv om det ikke skorter med advarsler om majs - heller ikke fra kollegerne i branchen.

- Vi har fået et godt energiforlig. Nu skal vi også opføre os ordentligt. Vi skal bevare den husdyrproduktion, vi har i Danmark. Biogas gør det enklere for landmændene at holde styr på lugtgener og næringsstoffer. Og hvis vi beholder husdyrproduktionen, så får vi også eksportindtægter til den slunkne statskasse. Det får vi ikke ved at dyrke majs, siger formanden for Foreningen for Danske Biogasanlæg, Aksel Buchholt, til ing.dk.