Deutz-Fahr har længe haft Agrotron L-serien på markedet. Traktoren har dog ikke været markedsført i Danmark, men det bliver der nu lavet om på.

Den gamle Deutz Fahr L720 udgår til fordel for to nye modeller: Deutz Fahr Agrotron L710 og L730. De to nye modeller yder henholdsvis 197 og 220 hestekræfter fra en 7,1 liters, sekscylindret Deutz-motor, der opfylder Tier III-kravene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den nye L-serie fra Deutz Fahr bygger stort set over samme ide som Agrotron-modellerne, forklarer Jørgen Sørensen, service area manager fra SDF-gruppen og tilføjer:

- Eksempelvis er bagtøjet magen til det, der sidder på TTV600-serien.

Liftsystemet på den nye L-serie klarer 10 ton i bag og 4,0 ton i frontliften. Hydraulik-kapaciteten ligger på 130 liter i minuttet med op til i alt syv fjernventiler fordelt på fem bagudvendte og to fremadrettede ventiler.

12 trins powershift-transmission

Ligesom den tidligere L720 model der havde en powershift transmission, så har de to nye L-modeller også en powershift transmission næsten magen til. I modsætning til tidligere, hvor transmissionen havde ni powershift gear med tre kørerområder, så er der 12 powershift gear med tre kørerområder i de to nye L-modeller.

- Det første køreområde er et krybegear og har et hastighedsinterval mellem 0 og 3,0 kilometer i timen, mens andet kørerområde har et interval fra 0 til 18 kilometer i timen. Det er tiltænkt langt de fleste opgaver i marken. Det sidste køreområde har et interval fra 0 til 50 kilometer i timen og er naturligvis begrænset til 40 kilometer i timen herhjemme, forklarer Jørgen Sørensen, som påpeger, at de 50 kilometer i timen opnås ved 1.750 omdrejninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De tre køreområder skiftes elektrohydraulisk på nær krybegearet, som skiftes med en gearstang. Powershift-gearene skiftes med trykknapper, på PowerComS armlænet eller automatisk, fortæller Jørgen Sørensen.

Transmissionen kommer ikke fra ZF, som mange andre af de øvrige transmissioner, Deutz-Fahr kører med. Transmissionen er derimod SDF-gruppens egen transmission.

Velkendt kabine

Traktoren styres som nævnt fra PowerComS-armlænet, der er kendt fra en række andre modeller fra Deutz-Fahr. Det er dog ikke kun armlænet på den nye L-serie, som der er godt kendt. Det samme gælder S-Class kabinen.

Den seks-stolpede kabine rummer hele 6,5 kvadratmeter glasareal og er luftaffjedret.

- Vi kan allerede levere den nye L-serie i Danmark fra i år, fortæller Kristian Dalum, produktchef hos HCP, som er den danske importør af Deutz-Fahr i Danmark. Han kan desuden oplyse, at der allerede er solgt et par stykker af den nye model.