Det er for længst gået op for de unge, at uddannelse er vejen frem. Det gør sig også gældende for de unge, der vælger branchens uddannelse som landbrugsmaskinmekaniker.

Selvom der i dag er cirka 130 færre, som er i gang med at læse til landbrugsmaskinmekaniker end der var for syv år siden, er der alligevel optimisme at spore hos de ansatte på Erhvervsskolerne Aars.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udviklingen går i retningen af, at flere bliver uddannet i den del af branchen hvor de har interesse, men også hvor de senere kan finde job. Uddannelsen til Landbrugsmaskinmekaniker er blot ét af fem specialer i Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen, og inden for specialerne har der over de seneste år været en forskydning mellem specialerne, således at der eksempelvis i dag er 45 flere under uddannelse til entreprenørmaskinmekaniker end for blot tre år siden, fortæller Uddannelseschef Ulf Givskov Bender, og fortsætter:

- Det er et udtryk for, at Entreprenørbranchen i højere grad selv uddanner deres svende, og dermed både tager deres del af byrden med at få uddannet flere faglærte, men også sikrer at der er specialiserede faglærte indenfor netop deres felt. Samme tendens gør sig gældende på specialerne personliftmekaniker, kranmekaniker og landbrugssmed.

Eneste skole i landet

Erhvervsskolerne Aars er den eneste skole der udbyder Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen.

Selvom det for nogen betyder en lang rejse hjemmefra når man skal i skole, er Erhvervsskolerne Aars ikke i tvivl om, at det er til gavn for branchen, at uddannelsen er samlet ét sted.

- Det giver nemlig unikke muligheder for at samle undervisere nok til at der kan foregå en høj grad af faglig og tværfaglig sparring og kompetenceudvikling, fortæller Ulf Givskov Bender

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han påpeger, at det giver mulighed for at have et solidt investeringsniveau i undervisningsfaciliteter og -materiel. Og de fleste ved nok, at eksempelvis traktorer og mejetærskere ikke ligger i den billige ende, når man skal holde sig nogenlunde ajourført med de nye teknologier.

Således har skolen i Aars udstyr for et større tocifret millionbeløb, som giver eleverne unikke muligheder for at arbejde med relevante maskiner i undervisningen.

Ulf Givskov Bender fortæller, at principperne på skolen er maksimalt tre elever pr. maskine i undervisningen, og det giver den enkelte nærmest optimale muligheder for både selv at prøve kræfter med de forskellige faglige områder, men også at indgå i nogle gode diskussioner og debatter med de medstuderende.

Lærerne efteruddannes også

Erhvervsskolerne Aars gør meget ud af at fokusere på branchens behov for efteruddannelse, og her har de for længst erkendt, at det ikke er nok, at man nøjes med grunduddanelsen som mekaniker i branchen som eksempelvis landbrugsmaskinmekaniker.

- Der sker en kæmpe teknologisk udvikling i branchen, og hvis branchens mekanikere skal holde sig opdaterede til at kunne holde landmandens maskiner kørende, kræver det løbende opdatering, påpeger Ulf Givskov Bender.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her har skolen prioriteret lærernes egen udvikling højt, hvorfor de løbende opdateres med de seneste nyheder rundt om i verden, hvorefter de tilpasser indholdet i de enkelte kurser til branchens medarbejdere, så de hele tiden får mulighed for at få kurser i de seneste nye teknologier.

Skolen udvider

Kurserne ved Erhvervsskolerne Aars er enormt eftertragtede, faktisk så meget at skolen for nylig har været nødt til at investere i yderligere værksteder og lokaler i et forsøg på at imødekomme branchens ønsker og behov.

- Men det har ikke været nok at have lokaler og elever, der skal også lærere til, og lige nu oplever vi en flaskehals i rekrutteringen, fortæller Ulf Givskov Bender.

Der er simpelthen for få egnede ansøgere til at skolen kan få fyldt lærerstaben op, og dermed volder det problemer med at udbyde det antal kurser som branchen efterspørger.

- Selvom vi oplever udfordringer med at finde egnede ansøgere, vil vi ikke gå på kompromis med undervisningens kvalitet. Derfor investeres der massivt i efteruddannelse og udvikling af den enkelte faglærer. Herudover betyder samarbejde meget, både når der er tale om faglige og tværfaglige emner, men også når der er tale om det sociale sammenhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremtidsplaner

Ulf Givskov Bender har en vision om at Erhvervsskolerne Aars skal løftes op til "Verdens bedste mekanikeruddannelse på store maskiner".

Det kan lyde en anelse ambitiøst, men han mener, at ingredienserne er til stede, både når der er tale om den bedst mulige læring for elever og kursister, den høje trivsel blandt underviserne og de moderne faciliteter på skolen.

- Jeg er af den overbevisning, at en underviser der ikke trives, heller ikke er i stand til at levere undervisning i verdensklasse. Derfor har den enkelte lærer mit allerhøjeste fokus. Samtidig er der som faglærer en stor tilfredsstillelse i at levere god undervisning, og derfor hænger undervisning og trivsel uløseligt sammen.