Den bundlave svinenotering på både slagtesvin og smågrise giver en oplagt mulighed for at få saneret staldene, hvis man som svineproducent døjer med sygdomme i staldene.

Sådan lyder meldingen fra LMO's svinerådgiver Nikolaj Stidsen i en pressmeddelelse. Han er netop nu undervejs med saneringer rundt om i det midtjyske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis man har råd til det, så er det nu, der skal saneres ? og hellere i dag end i morgen. Noteringen er simpelthen så lav, at dækningsbidraget for mange mangler. Derfor er det om at komme i gang, inden prisen stiger igen, siger Nikolaj Stidsen, svinerådgiver hos LMO.

-Vi befinder os i et hul rent prismæssigt, hvor indtjeningen ikke er god. Tilsvarende er foderet lige nu også dyrt, og det kan man lige så godt udnytte, hvis man har muligheden for det. Det har aldrig været så billigt som nu, fortæller han.

Næsten et års indtjening

I de fleste tilfælde af saneringerne skiftes hele besætningen ud, mens staldene rengøres fra kælder til kvist. Det er forskelligt, hvor lang tid det tager at stå klar med en ny produktion igen.

Hvis der produceres 30 kilos grise tager det nemt 48 uger, inden der er fuld produktion igen, herunder 32 ugers manglende salg af grise. Det er her, den rette planlægning er vigtig for at sikre kortest mulig tomgang.

- Der er ingen tvivl om, at det er relativt dyrt i produktionstab, fordi du ikke får solgt grise i hele perioden, siger Lasse Frost, afdelingsleder i LMO Business.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller dog, at man kan minimere omkostningerne ved at leje nærliggende stalde og starte en midlertidig produktion op, mens saneringen i egne stalde er undervejs.

- Det er her, der virkelig kan spares nogle penge, siger han.

Tjener sig ind på sigt

Men selv om det er dyrt, kan det for mange svineproducenter være en god investering, fortæller Lasse Frost.

- Hvis man har sygdomme i staldene, som man ikke kan komme af med, vil det kunne batte noget, og på sigt vil det give en mergevinst på bundlinjen. Producenterne kan få en højere pris for grisen ved 30 kilo, de får en højere effektivitet i form af eksempelvis lavere dødelighed og bedre reproduktion, og så vil de kunne spare vaccineomkostninger. Sidst men ikke mindst, vil de sunde og raske grise også komme forrest i køen, når de skal afsættes, siger Lasse Frost.

Han bakkes op af Nikolaj Stidsen, som dog også understreger risikoen for at få sygdommene ind i staldene igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man skal have styr på risikoen i forhold til at få sygdomme tilbage i staldene. Hvis du eksempelvis vælger at sanere, og din nære nabo ikke gør det, så risikerer man jo, at sygdommene kommer igen. Og så skal man overveje, om det kan betale sig. Det kan vi hjælpe med, blandt andet ved hjælp af GIS-kort, siger Nikolaj Stidsen.

Husk de frie hænder

Foruden selve produktionen, er det nødvendigt, at man har styr på sine medarbejdere og ikke mindst produktionsplanlægningen.

- Udover finansiering skal man have en klar slagplan for, hvornår søerne skal slagtes, hvornår staldene tømmes, og ikke mindst hvad der skal ske med medarbejderne, siger Nikolaj Stidsen.

- Den dag, du stopper med at løbe søer, er din arbejdsmængde reduceret væsentligt. Og hvis du så har en medarbejder eller to gående i stalden, som du gerne vil beholde, hvad gør du så? Der er mange lavpraktiske spørgsmål, man skal have afklaret.

Det er blandt andet muligt at få finansiering til en sanering gennem Vækstfondens Vækstlån eller med ansvarlig kapital i DLK-regi.