Tiden under og efter barslen kan nemt håndteres med en åben snak om ønsker fra både medarbejderens og landmandens side, fortæller svinekonsulent hos velas.

Gennem de sidste ti år har Anders Peter Andersen, svinekonsulent hos velas (det tidligere LMO, red.), bidt mærke i, at det kan være svært for svineproducenter at få nybagte mødre tilbage på staldgangen efter endt barsel.

Og det er et stort problem, som betyder tab af både kompetente medarbejdere samt vigtig viden - faktorer, som samlet set sænker kvaliteten af den danske svineproduktion, mener han.

- Der er ingen tvivl om, at vi mangler branddygtige svinemedarbejdere i Danmark, og gang på gang ser jeg, at vi mister en enormt stærk arbejdsressource i form af, at kvinder fra tid til anden finder noget andet at lave efter barselsperioden. Det gør de fordi, de ikke kan forene arbejdslivet med familielivet, og derfor skal vi blive langt bedre til at planlægge både barslen og tiden efter - ellers risikerer vi at tabe en fagligt stærk gruppe medarbejdere på gulvet, siger Anders Peter Andersen.

Han hører ofte om, at kvinderne træder ud af erhvervet, fordi de kan have svært ved at få børnepasning, vuggestue og eventuelle sygedage til at passe med et fuldtidsarbejde i stalden, hvor man typisk møder ind klokken syv om morgenen og kan have både lange dage og weekendarbejde.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Løsningen er egentlig ganske simpel. Først og fremmest handler det om, at landmanden skal tage snakken med medarbejderen, lige så snart barslen bliver offentliggjort; hvad gør vi før barslen, hvad gør vi, mens du er væk, og hvordan skal vi tilrettelægge din hverdag, så vi gør det attraktivt for dig at komme tilbage?, siger han.

Og får man planlagt det rigtigt, vinder landmanden en dygtig medarbejder, som er stabil og særdeles loyal, fortæller Anders Peter Andersen.

Stabilitet er vigtigt

Og netop at kvinder bliver endnu mere stabile og loyale over for arbejdspladsen efter en endt barselsperiode, kan Søren Christoffersen Kiel, driftsleder på svineproduktionen Sophienlund ved Skanderborg, nikke genkendende til.

- Min oplevelse er, at medarbejdere med børn ikke uden videre skifter arbejdsplads, hvis de er tilfredse - de vil have stabilitet, og de vil gå langt for, at enderne mødes. Tilsvarende kan en ung mand i begyndelsen af 20'erne sagtens komme ind i morgen og sige op for at tage til Australien i et halvt år. De er jo forskellige steder i deres liv, og sådan skal det være, siger Søren Christoffersen Kiel, der står i spidsen for svineproduktionen på Sophienlund med 950 søer og salg af smågrise.

Han er bestemt ikke afskrækket af at ansætte kvinder i den fødedygtige alder, når stakken af ansøgninger løbes igennem, og han er tilsvarende også meget fleksibel, når kvinderne skal retur efter endt barsel.

- For mig er barsler langt fra et problem, da det basalt set bare handler om at planlægge sig ud af den periode, hvor man mangler en medarbejder. I perioden efter gør vi også meget for, at medarbejderen har lyst til at komme tilbage, fordi de dygtige medarbejdere er den vigtigste ressource, vi har her i produktionen, og den vil vi gå meget langt for ikke at miste, siger Søren Christoffersen Kiel, der peger på, at medarbejderne på Sophienlund eksempelvis har mulighed for at flekse, hvis det er nødvendigt, ligesom de kun arbejder hver fjerde weekend.

Ansæt en ekstra i perioden

Gennem knap ti år har Søren Christoffersen Kiel stået for stalddriften på gården Sophienlund, og i den periode har han håndteret en række barsler i produktionen. Under barslerne anbefaler han, at man dækker sig ind med en ny, midlertidig medarbejder i barselsperioden. Det kan enten være en regulær medarbejder eller en elev.

- Det kan være svært at finde en midlertidig, dygtig medarbejder, men jeg vil langt hellere have en, der kan springe ind i perioden, end at vi skal løbe hurtigere. Undlader man at ansætte en medarbejder i en begrænset periode, kan man ganske givet spare en lønning, men så taber man den et andet sted i produktionen, fordi de pressede medarbejdere kun når det mest nødvendige. Det er der ingen, der får noget ud af, siger han.

Derudover er det også nødvendigt med uddybende kommunikation med staldpersonalet. De skal have forståelse for, at de måske skal løbe lidt stærkere i en eventuel oplæringsperiode. Og samtidig handler det også om tillid mellem arbejdsgiver og medarbejder, så arbejdsgiveren får besked hurtigst muligt, når graviditeten indtræffer - det giver nemlig mest muligt tid til at få styr på detaljerne, bedyrer han.