For femte gang er Lammefjordens Grøntsagslaug med på holdet, når Kræften Bekæmpelse i efteråret ruller kampagnen Støt Brysterne ruller ud over Danmark.

- Vi er glade for at fortsætte samarbejdet, især fordi forbrugerne bakker vores initiativ op og køber masser af vores særlige Støt Brysterne poser med gulerødder eller kartofler, siger Hans Møller Olsen, formand for det grøntsagslaug som dyrkerne har dannet sammen med pakkerier og vaskerier på Lammefjorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Poserne indeholder 1 kilo kartofler eller gulerødder fra den tidligere fjordbund i Odsherred. Sidste år blev der solgt flere hundrede tusinde poser fra dagligvarebutikker i hele landet over. Og da grøntsagsproducenterne giver 50 øre til Kræftens Bekæmpelse for hver solgt pose, var der igen et ganske stort beløb til Støt Brysterne.

Godt samspil med butikkerne

Hans Møller Olsen roser ikke kun forbrugerne for at bakke op. Også butikkerne er med på ideen, og mange gør en stor indsats for at præsentere produkterne fra Lammefjorden bedst muligt.

- Det er bestemt også butikkernes skyld, at vi nu i fire år har kunnet støtte brysterne på denne måde. Men det glæder os allermest, at forbrugerne tager så godt imod poserne som en kærlig hilsen fra Lammefjorden, siger formanden.

Travlt med såmaskinerne

Netop i disse uger har landmændene på fjorden travlt med at så de gulerødder og andre grøntsager, som når ud i butikkerne om nogle måneder.

Gulerødder og kartofler er de to dominerende produkter på den inddæmmede 55 kvadratkilometer store Lammefjorden. Begge er udstyret med EU's kvalitetsstempel BGB, der er forbrugernes garanti for, at de vitterligt er dyrket og forarbejdet på Lammefjorden. Ingen andre danske afgrøder har endnu opnået BGB-certifikat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I år er det 17. gang, at Kræftens Bekæmpelse kører kampagnen Støt Brysterne i efteråret. I Danmark lever omkring 64.400 kvinder med brystkræft. Lammefjordens Grøntsagslaug er en af kampagnens cirka 20 samarbejdspartnere.