Gården Egerisgaard er beliggende tæt på byen Egeris nær Vorgod og ejes af Hans Jørgensen. Han driver 700 hektar, hvoraf de 200 er forpagtet. Jorden er fortrinsvis JB 1, som kan vandes. Dog er jorden på en nylig tilkøbt ejendom JB 3. Markplanen består af korn, vår- og vinterbyg, samt vinterhvede, alt benyttes til foder hos de 20.000 slagtesvin, som også produceres på gården. Kornet opbevares i gastætte siloer.

- Kartofler er den helt store afgrøde hos os, det udgør vel en tredjedel af markplanen, fortæller Hans Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

80 procent af kartoflerne er til pulver og derudover lidt til stivelse og til Thorsen chipskartofler. Raps er også at finde i markplanen, en afgrøde som normalt ikke indgår, men det var en del af afgrøderne på den nye ejendom.

- Den skal give et godt afkast, før jeg vil overveje den i vores sædskifte, da den ikke passer særlig godt sammen med kartoflerne, fortæller Hans Jørgensen.

- I vores sæson generelt er det især skimmelangreb, som vi har kæmpet med og stadig kæmper med. Men jeg regner med, at vi er ved at have dæmmet op for det værste, og vi kører lige nu hver uge og sprøjter mod skimmel, så vi ender nok med en samlet planteværnsomkostning på omkring 4.000 kroner pr hektar, tilføjer han.

Bemanding udgøres af fem mand inklusiv Hans Jørgensen, plus to ekstra i sæsonen. Der er en fast mand i marken udover Hans Jørgensen.

Høst og optagning på samme tid

I år skal de første kartofler leveres allerede i begyndelsen af august, da fabrikken i Brande skal have fyldt lagrene op igen, og det betyder ekstra travlhed på Egerisgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kommer højest sandsynlig til at levere de første pulverkartofler af sorten Donald allerede i begyndelsen af august og det kommer til at ramle sammen med høsten. Så der har vi brug for ekstra hænder, fortæller Hans Jørgensen og uddyber:

- Det er især på optageren, at vi skal bruge ekstra hjælp, da vi ikke stenstrenglægger.

Hans Jørgensen og mandskabet høster selv med en New Holland TX 68 Plus med et 24 fod skærebord, men de har dog allieret sig med en lokal maskinstation, som skal hjælpe dem, så de ikke bliver alt for presset i selve høstperioden.

- Det er forskelligt fra sæson til sæson, om det er en fordel for os med tidlig levering af kartofler. Men i år har vi netop haft en prøveopgravning, som viste et fornuftigt udbytte på omkring de 450 tønder. Så når tønderne er der, og vi får et tillæg på seks kroner pr tønde, så er det blot at køre på. Dog faldet tillægget med to kroner pr uge over de næste uger. Derudover har vi heller ikke noget svind af betydning, når vi leverer direkte, så vi kan godt finde fordele, selvom det falder sammen med høsten, fortæller Hans Jørgensen.

Klarer stort set alt selv i marken

På nær udkørsel af gylle, som klares af en maskinstation, står Egerisgaard for alt markarbejdet selv. Halmen, som de benytter til blandt andet halmfyret og dækning af kartoflerne, får de dog også hjælp til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil i år snitte langt mere halm, da jeg ikke længere synes, det er besværet værd at sælge halm - så gode priser får vi heller ikke, og min markmand synes vi skal snitte halmen, da han mener det er godt for jorden, siger Hans Jørgensen.

I forhold til afsætning har jeg ikke solgt rapsen endnu, jeg afventer at se, hvad udbyttet bliver, men ellers tror jeg, vi har set bunden af priserne og tror på en kommende stigning, da det forlyder at udbytterne globalt set ikke er så gode.

Markmanden

Hans Jørgensens førstemand i marken er Joakim Knudsen på 22 år, som har været ansat siden foråret 2015. På dagens besøg var han i gang med at så olieræddike.

- Jeg laver alt i marken, og det sidste stykke tid har jeg haft travlt med at høste, sprøjte, flytte vand og nu såning. Der er 50 hektar, som skal tilsåes i denne omgang, det er efter vinterbyg, som vi netop har høstet, siger Joakim Knudsen.

Ifølge Hans Jørgensen har vinterbyggen givet mellem fem og syv tons.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kunne godt have drømt om et højere udbytte, men jeg kan dog høre rundt omkring, at vinterbyg skuffer generelt, siger han.

Da Agro var på besøg den 29. juli var den næste afgrøde, som skulle høstes 30 hektar vinterraps og efter interviewet skulle Hans Jørgensen i marken for at se om rapsen var klar.

Se flere billeder på agrologisk.dk