Travlhed kan betyde, at tingene oftere går galt. Det er lange arbejdsdage. Der er mange mennesker og mange maskiner i gang. Nogle gange går tingene ikke helt som ønsket. Så skal der træffes hurtige beslutninger og måske laves nødløsninger. Og så stiger risikoen både for mennesker og ting.
Høsten er en højrisikotid for forsikringsselskaberne. Enten fordi der i meget tørre perioder opstår markbrande med omfattende skader på afgrøder og maskiner, eller fordi der i våde perioder skal tørres korn- og frøafgrøder og halmen ikke altid høstes med den optimale vandprocent, og derfor brænder sammen og forårsager selvantændelse.