Lyt til artiklen:

Gå ikke glip af tusindevis af støttekroner

00:00
Hastighed: ???x
03:18

Mange små landbrugere har ikke opdaget, hvilke muligheder de har for EU-tilskud. Derfor går de glip af mange støttekroner, men der er hjælp at hente, understreger rådgiver i Velas.

Selvom du "blot" ejer et mindre landbrug med under 10 hektar, kan du sagtens være berettiget til støttekroner fra EU alligevel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det siger Ole Møller Hansen, som er afdelingschef fra planteavl i Velas.

- Vi kan se, at ikke alle har opdaget, at der ud over EU-støtten er diverse bioordninger, som man kan være berettiget til. Dermed går man glip af mange penge, hvis man ikke får kigget i hjørnerne af regelsættet, siger han.

Når planteavlslederen skal fremhæve nogle af de mest relevante bioordninger, er det blandt andet støtte til græs, som for mindre jordbrugere vil være relevant, skriver Velas i en pressemeddelelse.

- Har man græs, som har ligget i over to år, kan man få 1500 kroner. ekstra pr. ha. Har man mere end fire procent brak, er man berettiget til 2740 kr. pr. ha ud over grundbetalingen på 1900 kroner pr. hektar, fortæller Ole Møller Hansen.

Bioordningerne

- Mange, der selv har siddet med EU-ansøgningen, har ikke opdaget bioordningerne, og de er derfor gået glip af penge. Man kan hurtigt få betalt rådgivningen til at få søgt de rigtige ordninger hjem, hvis man får søgt de rigtige ordninger, siger han videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis du gerne vil være sikker på at få søgt alle de støtteordninger, som du er berettiget til, og vil du gerne slippe for selv at sidde med ansøgningen, kan du lægge vejen forbi Velas i enten Horsens, Vissenbjerg, Søften eller Viborg, når Velas fra den 5. april og frem afholder EU-café. Her kan jordbrugere med under 10 hektar få hjælp til at få søgt de rigtige EU-tilskud.

Ole Møller Hansen peger også på de såkaldte småbiotoper som et område, der for mange mindre jordbrugere potentielt ville kunne give mening.

- Det er områder i markerne, hvor man i virkeligheden bare lader det gro vildt. Det kan man få støtte til, uden at man dedikerer sig til at skulle lave nogen aktiviteter i marken - så man f.eks. slipper for at slå græs. Områderne er oplagte til skjul til vildtet, hvilket man som jæger ser en betydelig værdi i. Omvendt kan det give gener i form af ukrudtsfrø fra bl.a. tidsler, som kan forurene nærliggende marker, siger han.

Støtten er den samme som for brak, hvorfor man altså får 2740 kroner pr. hektar ud over de 1900 kroner pr. hektar i grundbetaling. Her er forskellen bare, at du netop slipper for at skulle slå det.

Hvis du er på jagt efter det store støttebeløb, udløses det, hvis man på et brakareal udover de fire procent har en særlig bestøverbrakblanding, skriver Velas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så får man 1500 kroner pr. hektar de 2740 kroner pr. hektar samt de 1900 kroner pr. hektar i grundbetaling. Der er selvfølgelig regler for, hvor meget man må af den slags her, men der kan være forholdsvis mange penge i at få kigget grundigt på regelsættet, siger Ole Møller Hansen.