Lyt til artiklen:

Probiotika giver større robusthed til pattegrise

00:00
Hastighed: ???x
01:43

Tidlig tildeling af probiotika til pattegrise kan med stor sandsynlighed medvirke til at styrke grisenes immunsystem, så de bliver mere robuste - både ved fravænning samt i andre situationer, hvor grisene er i høj risiko for at udvikle tarminfektioner, viser ny forskning fra Aarhus Universitet.

Tarmrelaterede sygdomme i smågrise er en stor udfordring for både den danske og globale svineindustri - både fordi en reduceret produktivitet og sundhed medfører en lavere bundlinje, og fordi brugen af antibiotika til behandling af disse sygdomme udgør en risiko for udvikling af antibiotikaresistens, skriver Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En god start på livet

Den neonatale periode er blevet beskrevet som en periode med fysiologisk plasticitet (dvs. foranderlighed), hvor forstyrrelser kan føre til immun- og stofskifte relaterede sygdomme senere i livet. Denne periode anses dog også som en mulighed for at kunne påvirke det mikrobielle økosystem i tarmen på en måde, så det forbliver sundt og balanceret i det lange løb.

Eftersom modning af immunsystemet er direkte påvirket af tilstedeværelsen af bakterier i tarmen, er det interessant at undersøge, om tildeling af sunde bakterier i den neonatale periode, såsom probiotika, kan gøre grisen mere robust, så den kan overkomme fravænning uden af udvikle diarré.

Derfor var det overordnede formål med et ph.d.-projekt, gennemført ved Aarhus Universitet, at udvikle et probiotisk produkt, som kan tildeles tidligt i grisens liv, med henblik på udvikling af et sundt økosystem i tarmen med langsigtet gunstig effekt.

Læs mere om projektet.