Den øgede vægt fra store landbrugsmaskiner er et tilbagevendende problem for landmanden. Landbrugsmaskinernes vægt skaber jordpakning, og det kan hæmme rodudviklingen og reducere afgrødeudbyttet.

Ved at anvende faste kørespor i produktionssystemet hos økologiske grøntsagsavlere kan udbyttet imidlertid øges - men i hvor høj grad afhænger både af jordtypen og af afgrødetypen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det viser en undersøgelse fra Institut for Fødevarer, Institut for Matematik og Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet, der har set nærmere på effekten af tunge køretøjer i økologisk grønsagsproduktion.

I et markforsøg har de afprøvet effekten af to forskellige trafiksystemer: tilfældig trafik med traktorer og landbrugsmaskiner samt trafik kun i faste kørespor, der begrænser jordpakning til sporene.

- Vores undersøgelse viser, at faste kørespor kan opretholde eller forbedre både afgrødeudbyttet og kvælstofoptagelsen - og at faste kørespor kan bidrage positivt til rodvæksten. Vi har ikke fundet nogen negative effekter af at benytte faste kørespor i økologiske landbrug, uanset om der er tale om sandet lerjord eller grovsandet jord - og uanset hvilke grønsager, der er tale om, siger Hanne Lakkenborg Kristensen, der er lektor og leder af forskergruppen Planter, fødevarer og bæredygtighed ved Institut for Fødevarer, til Aarhus Universitet.