Lyt til artiklen:

Stor interesse for tilskudspulje

00:00
Hastighed: ???x
02:53

31. januar lukkede en rekordstor tilskudspulje på 570 millioner kroner til Miljø- og Klimateknologi. Hos FH Agro har Flemming Hedegaard samlet hjulpet med at ansøge om 11 procent af puljen, og han ser klare tendenser.

Det er specielt støtte til gylletankoverdækninger, der har været søgt. Det kommer ifølge rådgiveren til at give både producenter, leverandører og montører sved på panden det kommende år. I FH Agro er der indsendt ansøgninger om tilskud for hele 25,5 millioner kroner, svarende til gylletankoverdækninger for næsten 64 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er igennem flere måneder blevet kæmpet for at forlænge fristen for opsætning af disse tankoverdækninger, så også foråret 2025 er med. Vi ved ikke i skivende stund om Landbrugsstyrelsen imødekommer tilskudskonsulenter, leverandører og Landbrug & Fødevares ønske, men det håber vi, siger Flemming Hedegaard.

Pesticidreduktion men ikke i kartofler

Foruden overdækning af gylletanke har FH Agro også haft travlt med at søge til puljen om udstyr til pesticidreduktion, hvor der også er søgt tilskud for knapt 30 millioner kroner gennem FH Agro.

- Det er langt overvejende udstyr til at gøre sprøjten klar til at bruge mindre pesticider og fordele dem mere præcist, så det er helt optimal brug. Altså pletsprøjtning, tildelingskort, injektion og luft, der har udløst de mange ansøgninger, siger Flemming Hedegaard.

Han peger dog på, at der er søgt om overraskende få penge i puljen, til pesticidreduktion i kartofler. Kun knapt fem millioner kroner er søgt.

- Og det til trods for at den generelle dispensationsansøgning til Reglone til almindelige læggekartoffelavlere faldt væk i ansøgningsperioden. Det virker som om der er stor usikkerhed om, hvad branchen vil og kan gøre i stedet for Reglone, og her stoppede denne ordning nok lige tidligt nok til at beslutninger kunne træffes rettidigt, mener Flemming Hedegaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Køb kontant

I forbindelse med tilskudsordningen skal man ifølge rådgiveren også være opmærksom på, at man skal eje det, man har søgt tilskud til.

- Det vil faktisk sige, at det, man søger støtte til, hverken må være leasing-finansieret eller handlet på en købekontrakt med ejerforbehold, forklarer Flemming Hedegaard, og tilføjer:

- Jeg vil gerne opfordre alle til at være meget opmærksomme på dette krav, da det kan fælde nogle ansøgere, fordi de ikke er opmærksomme på, at de ikke kan handle, som de plejer. Pengene skal falde "kontant".