Lyt til artiklen:

Bygholm bliver del af stort europæisk undervisningsfællesskab

00:00
Hastighed: ???x
03:20

EU's program, Erasmus+, har netop tildelt Bygholm Landbrugsskole og et stærkt europæisk partnerskab cirka 30 millioner kroner i støtte over de næste fire år til at finde nye, innovative måder at undervise fremtidens landmænd i klimasmart omstilling og udvikling af landbruget.

Partnerskabet bidrager selv med cirka 7,5 millioner kroner. Projektet, som hedder Evecsa omfatter 22 partnere i seks lande, og forstander Erik Kallehave Kristensen på Bygholm Landbrugsskole forventer stort udbytte for alle parter - og for klimaet, skriver Bygholm Landbrugsskole i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Landbrugserhvervet skal og vil være en del af løsningen på klimaudfordringerne. Projekt Evesca samler faktuel viden og konkrete løsninger ind fra vidensinstitutioner og virksomheder og bringer det hele aktivt i spil i landbrugsskolernes undervisning, så klimahandlinger lander helt ude på den enkelte gård, siger forstanderen på Bygholm Landbrugsskole.

Bygholm Landbrugsskole har sammen med partnerne - herunder fra Danmark Asmildkloster Landbrugsskole, Jordbrugets Uddannelsescenter, Kalø Økologiske Landbrugsskole, Aarhus Universitet og Food & Bio Cluster Denmark - udviklet projektet gennem de seneste tre år.

Derfor ser Erik Kallehave Kristensen også bevillingen som en stor anerkendelse af både Danmarks og Bygholm Landbrugsskoles vilje og evne til at gå forrest.

- Mens verdens ledere har svært ved at blive enige om klimahandlinger på COP28 i Dubai, er vi og vores partnere stolte af og glade for at få mulighed for at udvikle og udbrede konkret handlekraft i erhvervet. Og det er vigtigt for os at udveksle den nye viden i vores partnerskab, som strækker sig fra det nordlige Finland til Sicilien, siger han.

Frem til 2027 vil projektet skabe et EU-dækkende bæredygtigt netværk for alle interessenter i en hurtig og succesfuld overgang til klimasmart landbrug. Dette netværk vil fremover berige landbrugsskolerne på lokalt, regionalt og europæisk plan - og dermed den enkelte landbrugselev og den enkelte landbrugsbedrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konkret undervisning

Konkret kommer Bygholm Landbrugsskoles personale - lige som de øvrige partnere - til at udvikle nye læringstilbud til fremtidens landbrugselever, og det hele bliver baseret på den vigtigste forskning fra partnerskabets fire universiteter og to andre vidensinstitutioner samt på de produkter og løsninger, som partnerskabets virksomheder byder ind med.

- Det vigtige for os er, at projektet ikke blot munder ud i et teoretisk stykke papir i en skrivebordsskuffe, men i konkret undervisning, der kan bredes ud til alle landbrugsuddannelser i EU - og for så vidt også uden for EU - så fremtidens landmænd har konkret handlekraft, når de skal levere klimasmarte løsninger i fødevareproduktionen," siger Erik Kallehave Kristensen.

Indtil sommerferien skal Bygholm Landbrugsskole i tæt samarbejde med de øvrige danske partnere etablere den samarbejdsplatform, som skal sikre sammenhæng i projektet og forberede de mere konkrete undervisningstiltag, som Bygholms og de andre skolers lærere tager hul på at udvikle efter sommerferien.